Det nye Netværk Nordhavn for butikker og virksomheder er klar til et nyt år med flere virksomhedsbesøg og en ny markedsføringsplatform, som skal vise alt det, som Nordhavn kan, frem for verden.
Gode vine, specialdesignede macarons, håndbyggede lamper, anerkendt keramik, bæredygtigt tøj og madoplevelser i verdensklasse. Det er blot noget af det, som erhvervslivet i Nordhavn kan byde på. Og nu skal alle produkter, oplevelser og tjenester præsenteres på en ny webplatform.
Det er virksomhedsnetværket Netværk Nordhavn som står bag planerne, og den nye platform vil se dagens lys i løbet af 2025.
“Vi ved fra vores medlemmer, at de gerne vil være mere synlige og engagerede i at fremhæve brandet Nordhavn. Nordhavn er allerede kendt af mange både i Danmark og i udlandet for byliv, bæredygtighed og livskvalitet. Den nye platform skal bygge videre på fortælllingen og vise, hvor meget butikker, spisesteder og andre virksomheder i Nordhavn kan byde på,” siger Jesper Koefoed-Melson, som er direktør for Kulturdistriktet, der for et år siden dannede Netværk Nordhavn.
I dag har netværket omkring 40 medlemsvirksomheder, som mødes til rundvisninger og medlemsevents flere gange årligt. Her besøger de nye steder og virksomheder, og lærer hinanden at kende under uformelle rammer. Netværket har bl.a. besøgt BIG, Comwell, Husted, Kronløbsøen, Nordhus og Audo.
“Ideen med et netværk er jo, at deltagerne selv danner nye samarbejder og sætter ting i værk, fordi de inspirerer og engagerer hinanden. Det første år i Netværk Nordhavn har lagt grunden til øget kendskab og samarbejde på tværs af de erhvervsdrivende, og i den kommende tid vil der også komme konkrete projekter og aktiviteter ud af netværket,” siger Jesper Koefoed-Melson.
Han er lige nu i gang med at sætte programmet for 2025 sammen. Første arrangement bliver med By & Havn som vært 16. januar. Her skal netværket besøge ‘Havnebygmesterens Samling’ på Nordre Toldbod, og derefter er der netværksmøde med ledende medarbejdere fra By & Havn, som vil fortælle om aktuelle projekter, planer og udfordringer i Nordhavn.
Arrangementet er åbent for virksomheder i Nordhavn og der er allerede nu stor interesse for arrangementet, som har plads til 45 deltagere i alt. Læs mere om Netværk Nordhavn på www.netvaerknordhavn.dk