I oktober 2024 åbner kantinen og spisestedet noon eatery i Pakhus 47 på Sundmolen. Det er planen, at ‘noon eatery’, som navnet bliver, også skal være et samlingspunkt for både lokale arbejdspladser og beboere.
noon’s ambition er at hæve barren for, hvad en firmafrokost er og kan. Samtidig er det ambitionen, at noon skal danne rammen om fællesskaber på Sundmolen og i det øvrige Nordhavn ved at være et åbent spisested, hvor beboerne i området også kan være en del af det daglige liv i pakhusene.
De tre ledere af noon er i forvejen kendte fra mad- og kulturprojektet BaneGaarden på baneterrænnet mellem Sydhavn og Vesterbro i København, hvor de overtog ledelsen i 2021. Det skete under navnet Table, som siden har fået lillesøsteren noon – en dedikeret gourmetfrokost- og kantinerestaurant.

“Vi serverer frokostmenuer, der er udviklet af topkokke fra hele verden. De har arbejdet hårdt i testkøkkenet for, at vi kan servere fantastisk smag hver dag og med god samvittighed. Samtidig vil vi bane vejen for, hvad det vil sige at være en bæredygtig madvirksomhed. Det glæder vi os helt enormt til at udfolde i de nye rammer på Sundmolen,” udtaler Carl Johan Paulsen, direktør og medstifter af noon.
Carl Johan Paulsen og Ida Marie Banke kender hinanden fra Meyers, hvor Carl Johan Paulsen har
været direktør for Meyers Køkken og Ida har været forretningsudviklingschef. De har teamet op med stjernekokken Karlos Ponte (noma, Tallet, PMY).

(Foto: nooncph.dk)
Det er By & Havn som er i gang med at renovere og udvikle Pakhus 47 til moderne kontorarbejdsplads. I efteråret 2024 flytter IT-selskabet twoday ind med 600-800 medarbejdere i det tidligere kaffelager.
“Vi mærker en stor interesse for pakhusene på hele Sundmolen. Det er blandt andet på grund af beliggenheden i Nordhavn tæt på havnen. Men i høj grad også fordi, at pakhusene er sat i stand med respekt for historien. Det er simpelthen blevet så flot. Samtidig kan vi mærke, at folk bruger hele Nordhavn og har lyst til at blive en del af de fællesskaber, som naturligt opstår, når nye mødesteder kommer til,” udtaler ejendomsporteføljechef i By & Havn, Anette Ingerslev.
