Københavns Kommune vil lægge billet ind på et stort areal i Nordhavn, hvor der skal bygges idrætshaller og svømmehal. Det nye idrætscenter skal gerne ligge i forbindelse med naturparken med kort afstand til vandet.
Foto: Illustration af en kommende svømmehal i Ørestad. (Rubow Arkitekter)
Nordhavn skal have et stort idrætscenter med haller i flere størrelser, foreningslokaler og en svømmehal .
Det mener Kultur- og Fritidsforvaltningen, og i aften (torsdag, red.) ventes det at politikerne i Kultur- og Fritidsudvalget sender en anmodning til Økonomiudvalget om at Københavns Kommune reserverer og køber en grund i Nordhavn på 9000 kvm. til det kommende center, som med flere etager kan blive på op til 12.500 kvm. i alt.
Skal understøtte foreningerne
I centeret skal der både være haller, nogle med tilskuerpladser, svømmehal, specialanlæg til særlige idrætsgrene, café, foreningslokaler mv.
I mange år har kommunen kun bygget mindre idrætshaller i forbindelse med skolebyggeri.
Men med et forventet befolkningstal på 35.000 får Nordhavn også brug for et selvstændigt halkompleks, som kan der understøtte et aktivt foreningsliv og være samlingspunkt for Nordhavns beboere, mener Kultur- og Fritidsforvaltningen.
Et sted i Ydre Nordhavn
Hvor idrætscenteret kommer til at ligge, er endnu uvist. En ny strukturplan for Ydre Nordhavn skal først vedtages senere i år. Men Kultur- og Fritidsforvaltningen mener at idrætscenteret bør ligge i nærheden af en metrostation, men også tæt på vandet og den kommende naturpark.
Svømmehallen skal gerne placeres med umiddelbar nærhed til havet, så der kan opstå synergi mellem vand- og svømmeaktiviteter inde og ude.
Det vil gøre det muligt at understøtte forskellige former for vandsport, f.eks. havnebad/ badezone, udendørs sauna, SUP, kajakker mv.
Tænker stort
Det er helt nyt at Københavns Kommune vil bygge et ‘selvstændigt halkompleks’.
I mange år har man kun opført idrætshaller i forbindelse med skolebyggeri. Men med et selvstændigt idrætscenter kan man understøtte et aktivt foreningsliv på idrættens præmisser. Og skabe nogle rammer, der kan tiltrækker større events, og brugere fra hele byen.
Forvaltningen vil gerne skabe “et sted der både tilgodeser selve idrætsaktiviteterne og det sociale liv uden for aktivitetstiden, som er en vigtig komponent i foreningslivet”, skriver forvaltningen.
Uvist hvornår
Det bliver nok ikke lige med samme, at byggeriet går i gang. By&Havn er grundejer og udvikler Nordhavn etapevis. Strukturplanen for Ydre Nordhavn er pt. under revision og forventes at være klar til sommer 2023.
“Udviklingsmulighederne for dele af Nordhavn kan have lange udsigter og tidsrammen for placering er derfor uvis på nuværende tidspunkt,” lyder det fra Kultur- og Fritidsforvaltningen.
Godkender Kultur- og Fritidsudvalget planen torsdag aften, skal sagen sendes til Økonomiforvaltningen, som har ansvaret for at udpege og reservere en byggegrund.