Van Goghs solsikker, geometriske former og grundfarverne. Hos Debdutta Dasgupta kan børn lære at blive små kunstnere, og i næste måned udstilles deres værker i Havnekontoret
I sidste uge havde Debdutta Dasguptas elever van Gogh-uge. Ugen før var det Monets åkander, der blev sat i en sø lavet af en paptallerken. Debdutta Dasgupta er kunstlærer for børn, og hendes kunstskole finder blandt andet sted i Nordhavn, hvor hun bor i Aberdeengade med sin familie.
”Der fik vi malet solsikker,” smiler den 35-årige kvinde om den store van Gogh-uge.
Oprindeligt kommer Debdutta Dasgupta fra det østlige Indien. Hun har en universitetsgrad i sociologi med speciale i byudvikling. Derudover har hun i mange år malet og til dels også arbejdet professionelt som kunstner og kunstlærer. Her i Danmark går hun til danskundervisning, eftersom hendes mand skal arbejde i landet for Mærsk mindst fem år endnu.
”Og så er jeg mor til en seksårig, så jeg bruger meget tid på legeaftaler,” siger hun og kigger kærligt på sin datter, Aditri.
Depdutta Dasgupta maler stadig, og på hendes seneste motiv sidder en indisk gudinde i en Christianiacykel med københavnsk skyline i baggrunden.
De seneste fire år har hendes mand haft arbejde i København, så hun skulle finde på noget at tage sig til.
”I starten kom mine venner og spurgte, om jeg ikke kunne lave noget kunst med deres børn.”
Sådan blev der skabt en lille kunstskole, som finder sted både på Copenhagen International School i Nordhavn, Rygaards Skole og som en åben kunstskole for børn i området på Havnekontoret.
”Se, her har alle børnene klippet aftrykket af deres egne hænder ud i pap for at bruge dem som kroppen på en kulørt fugl. Det er godt for motorikken at klippe, og for mig er det så vigtigt, at børnene får lov at røre ved de ting, de arbejder med,” forklarer Debdutta Dasgupta og viser billeder af ”håndfuglene” på en tablet.
Hver kunsttime har sit eget tema, men de indledende timer er altid dedikeret til København, eftersom mange af børnene kommer fra andre steder i verden og skal lære deres nye by at kende.
”Så maler vi for eksempel Nyhavns huse for at lære om geometriske faconer, eller vi maler havfruer og taler om grundfarver,” forklarer hun.
Materialerne, som er inkluderet i undervisningen, er vandfarver, oliekridt, farveblyanter og akrylmaling.
For nylig var der også Da Vinci-uge, hvor eleverne skulle male deres eget Mona Lisa-portræt.
”Det er så sjovt at se, hvad børn får ud af et billede. Hver enkelt er helt unikt. Alle får deres eget udtryk frem, og jeg kan endda se hvis billede, der er hvis, fordi deres personlighed kommer så klart til udtryk,” siger Debdutta Dasgupta.
Udstilling og nye hold
Den 4. april er der fernisering, hvor Nordhavns-holdet får lov at udstille deres værker.
”Hvis de har lyst, kan de også donere et af deres værker til en auktion, hvor overskuddet går til foreningen Dansk-Indisk Børnehjælp. Det er dét, kunst kan: Den kan bruges til noget større, som for eksempel at tale med børn om, at der er nogen, der er bedre stillet end andre,” siger hun.
Det næste offentlige hold kunstundervisning for børn starter 16. april og finder sted hver tirsdag eftermiddag.
Der er 12 pladser til rådighed, og man kan købe kurset Art Adventure via billetto.dk.
Prisen er 815 kroner for 10 gange – inklusive materiale.
Undervisningen foregår på engelsk, for eleverne kommer fra Indien, Storbritannien, Danmark og så er der et par stykker på vej fra Mellemøsten.