Selvbetjening for abonnenter

Gå til Selvbetjening I selvbetjeningen kan du administrere dit abonnement, for eksempel ændre perioder, tilmelde nyt betalingskort eller opsige.

Nordhavnsfebruar – med 21,5 meter i sekundet

Klumme af sognepræst Louise Sihm Knudsen

Det er februar. Stadig vintertid. Og en fastetid står derude og banker på.

Ind under den falder også Kyndelmisse – den 2. februar. Dagen kaldes også Mariæ renselsesdag og ligger 40 dage efter julen – med Jesu fødsel. 

Ved kyndelmisse, som betyder lysmesse, indviede man i tidernes morgen de lys, der skulle bruges i kirken resten af året, men dagen markerer også, at halvdelen af vinteren er gået. Jo, – vi kan så småt begynde at se frem mod forår og lysere tider. Dagene bliver fra nu af kun længere og længere. 

Alligevel kan februarkulden – stadig – uden tvivl tage på kræfterne.  Også i Nordhavn, hvor vind og vejr mærkes langt mere end bare et lille stykke længere inde i landet – på Østerbro. For herude ved vandet og havnefronten bider vind og kulde bare mere i kinderne, når det blæser. 21,5 meter i sekundet… Den rusker i fyrretræerne og suser gennem gaderne og ved kajerne. 

Det læses dog ikke på de glade vinterbaderes nøgne kroppe og ansigter. De holder masken – smilende og beundringsværdigt kaster de sig stadig ud i de blåsorte bølger på Sandkaj. Som i en vinterdåb. 

I kirken klinger den sorte farve også dybt med underneden i februar måned; Med fastelavnssøndag som et vendepunkt: I kristendommens fortælling er Jesus nu på vej mod Jerusalem – og dermed mod sin egen lidelse og død. Og i det lys er fastetiden forberedelsen til påsken.

Oprindeligt stammer navnet ”fastelavn” fra den katolske tid og betyder faste-aften, det vil sige den sidste aften, før man begynder at faste – som optakt til påsken. I fasten – som varede 40 dage – måtte man bl.a. ikke spise kød. I det hele taget skulle man være tilbageholdende – ja, ligefrem afholdende på mange fronter.  Skrue ned for blusset og morskaben – og de store armbevægelser. Og mere: Give afkald. 

I dag er det faktisk ikke helt ualmindeligt, at flere og flere slår sig på fastetidens inderlighed; Konverterer den til en moderne: Anti-stresstid. Jeg kender børn, der dropper slikspisning og computerspillene. Og voksne, der f.eks. sætter begrænsninger på aktiviteten på facebook eller instagram. Hvorfor? Jo, vel sagtens for at give plads til noget andet! Nemlig: Til fordybelse. Til at finde sig selv. Til at forsøge at nærme sig et svar på det altid og til enhver tid eksistentielle spørgsmål: hvem er jeg? 

På den måde kan man godt sige, at Jesus går i spidsen for fastelavn. Vi kan i al fald, – hvis vi lytter til fortællingerne om ham, – komme et skridt nærmere, hvem han var, og dermed måske også, hvem vi selv er.  Selvfølgelig er han barn af sin tid, som vi alle vel er det – født ind i en historie; Men samtidig er han også den tidløse Guds søn. Og evig. 

Ved gudstjenesten ved fastelavn hører vi beretningen om hans dåb; Her får han navnet Jesus, som betyder Gud er frelse. Hans dåb kan spejles i ethvert menneskets dåb. For dåben betyder nemlig at høre til i den historie: Kristendommens historie; At have hjemme  – og at have del her. 

Og faktisk kræver det ikke alverden. Intet diplom, ingen test eller noget duelighedstegn. Ved dåben skal vi ikke præstere. Her skal vi bare tage i mod. Tage imod som en gave: Kærlighedens gave. I tid og evighed. 

”Fastelavn er mit navn”, – men det er også langt langt mere. Det er den lille historie i den store. Et hjemsted. I tid og evighed. Hvor vi ved at spejle os i dåbsvandet får rakt livet på ny. Med alle de muligheder, det rummer: Med tro og håb og kærlighed. Foruden de muligheder vi kan give os selv og andre – og måske give afkald og give plads. Plads til foråret, plads og tid til at gå en tur eller cykle ud til klitterne for enden af Nordhavn, udforske Fiskerihavnen og Skudehavnen. Stoppe op – tage en pause. Give plads til hinanden. Give plads til tanker og natur – også herude i det februarkolde Nordhavn, midt i vinteren, – men på vej mod lysere og mildere dage. 

Og med det går vi nu fastetiden i møde. 

Du skal have abonnement for at læse denne artikel Få adgang til Nordhavn Avis - Første måned på gratis prøve
Close

Translate »