Af Louise Sihm Knudsen, sognepræst i Hans Egedes kirke og Nordhavn
Juni er højsommer, blomstrende roser, duftende kaprifolier, kællingetand, bellis og hyld, – der med sine hvidgule blomsterskærme lyser som små parasoller ved nattetid og dufter himmelsk af evig sommer.
Inden længe vil jeg – traditionen tro – begive mig på hyldeblomstjagt; Nænsomt og rituelt plukke hyldeblomstskærme for derefter at gå hjem med dem i kurven, overhælde dem med kogende vand, tilsætte lidt frisk reven citronskal og citronsaft – lidt rørsukker – for så i den næste uges tid at lade saften stå og trække i en kande på køkkenbordet – med en duft som en sommerskøn parfume.
Når så tiden er inde, filtreres blomsterne fra saften og hældes på flasker; Ny saft – på nye flasker.
Flydende sommer på flasker.
Der findes ikke noget skønnere end at kunne slukke tørsten med iskold hjemmelavet hyldeblomstsaft, – også – og måske ikke mindst – når sommeren går på hæld.
For da er det jo, vi netop har brug for at blive mindet om, hvad den har givet; Og det kan vi gøre ved at smage og genopleve – og måske med et stænk af vemod længes efter de lyse nætters hyldeblomstsdage.
Dage, hvor nattergalen sang højt under de lyse nætters sommertelt, og hvor solen allerede stod op ved halv fem tiden og først gik ned langt hen på aftenen.
Ja, – her glæder som i mange andre af livets sammenhænge – at vemod og glæde, de vandrer til hobe;
Alligevel slår det ikke den svanehvide skønhedsdrøm, som stiger op mod himlens sky i det dybe blå – netop nu – og lader os mærke et dyb af lykke. I juniøjeblikket.
Nuet spændt ud mellem det, der har været og det, der skal komme.
Og med en malerisk scene, hvor Danmark bare blunder i den lyse nat – bag ved vores seng, når vi sover, – hvis vi da ikke bare selv glider ind i den skridende, summende, susende sommer og er…
Hop i vandet
Måske vi oven i købet begynder at være – ved at hoppe i vandet, hvis vi ikke allerede er vinterbadere – evigt og altid og én gang for alle. Den frostklare kulisse med Luciasvømning i havnen synes at ligge lysår tilbage…
For nede på Sandkaj leves livet nu i sommersol og sandaler. Og selvom bølgerne – lidt tankevækkende ikke maler alt sand, – men snarere skvulper ind mod kajen, – så tegner de et billede af en strømmende fornemmelse af både flygtighed og fylde.
Som bliver til et melodiøst sommerflow; Nordhavnstoner mellem himmel og hav;
Hundepoesi
Og skulle vi mangle ord til dem, – ja, så slå en lille tur rundt i gaderne – mellem bedene af halm og klitblomster – og vi vil finde den Nordhavnske hundepoesi, som florerer på små håndskrevne træskilte.
Den er både jordnær og håndholdt; Men indrømmet: faktisk temmelig tiltrængt; En skam at den rimfulde genre ikke har de bedste forudsætninger, da det trods alt er begrænset hvor mange kreative variationer, der findes på rim på: høm høm…
Søm – søm – og skruer – løn og bøn – bål og fred her til lands – med Hans og Hans.
Sankt Hans
For inden vi ser os om er det ikke Hans Egedes dag, men Sankt Hans´ – den hellige Hans – som jo er Johannes Døber; Han er Jesu fætter og søn af en søster til Maria. Og i Biblen er det ham, som så at sige åbner døren for Guds søn og fortæller, at nu kommer den længe ventede og rigtige Messias. Johannes er vejviseren, der peger væk fra sig selv og hen på Jesus.
Oprindelig er han ørkenprofet. Han levede i vildnisset – spiste græshopper – og gik rundt og prædikede, at folk skulle blive bedre mennesker.
Det er til ham, at Jesus kommer for at blive døbt, – og derfor bliver han kaldt Døberen: Johannes Døberen.
Dåben foregår i Jordanfloden og bliver et vendepunkt for Jesus, som nu for alvor bliver klar over, at han er Guds søn.
Solhverv
Så derfor er Johannes Døberen vigtig. Hans og Jesu fødselsdage bliver derfor lagt på hver deres ydersolhvervspunkter i den rituelle kalender, som formentlig er fra 300-tallet. Jesus har fødselsdag den 25. december, mens Døberen har den 24. juni, – et halvt solår tidligere. Han er Sankt Hans. For da kristendommen møder solreligionen i løbet af 200-tallet lægger man sig fast på, at Jesus fødes ved vintersolhverv.
På det tidspunkt blev Jesus identificeret med solen, der netop blev genfødt ved vintersolhverv. Hans dag er – både i Hans Egedes kirke og i andre kristne og protestantiske kirker – stadig den dag i dag solens dag, søndag. At vi i kongeriget Danmark stadig fejrer sankthansaften er der nok mange grunde til. Først og sidst nok mest fordi det er og bliver en dejlig tid på året; Et vigtigt vendepunkt for lysets komme og lysets dage.
Så rigtig glædelig juni – glædelig sommer, skær og blid – fuld af skridende, summende, susende dage og lyse nætter. Nyd dem ude – eller gå forbi og ind i kirken i Vardegade, som ikke holder sommerferie; For her er døren altid åben. Her lukkes lyset evigt og altid ind…
