Selvbetjening for abonnenter

[maxbutton id="1"] I selvbetjeningen kan du administrere dit abonnement, for eksempel ændre perioder, tilmelde nyt betalingskort eller opsige.

Nordhavnskunstner har brugt græsk spøgelseshus som tilflugtsted siden 70’erne

Jytte Loehr har haft atelier i Nordhavn siden 1987 og set den øde frihavn blive til den bydel, vi kender i dag. Men siden 70’erne har hun også haft et andet kunstnerisk tilflugtssted på den græske ø Symi, hvor flere gæster gennem årene har fortalt, at de har set en mystisk kvinde.

Siden 1987 har Jytte Loehr haft sin base i den gamle Nordisk Film-bygning i Bilbaogade og set Nordhavn forandre sig fra en klondikeagtig frihavn til et tæt bykvarter.

Samtidig har den græske ø Symi gennem årtier været hendes kunstneriske tilflugtssted. Her fandt hun allerede i 1970’erne et stort, gammelt hus, som har været kendt som et spøgelseshus blandt de lokale i en menneskealder.

Både forbipasserende og besøgende har fortalt, at de har set en kvinde klædt i sort bevæge sig rundt i huset, når de ellers troede, de var alene.

Jytte Loehr har aldrig selv set hende, men hun er ikke i tvivl om, at hun er der.

Jytte Loehr har haft huset på Symi siden 1970’erne, hvor flere gæster beretter om at have set en kvinde i sort. Foto: Jytte Loehr

“Jeg føler hendes nærvær og tilstedeværelse, hver gang jeg er der. Jeg plejer at melde min ankomst meget tydeligt og sætte en blomst i en vase i et af værelserne. På den måde holder jeg mig på god fod med hende,” fortæller den 82-årige kunstmaler og fortsætter:

“Engang, da jeg kom sent om aftenen og ikke havde tid til at lave mit sædvanlige ritual. Jeg gik hurtigt i seng, men inden jeg faldt i søvn, mærkede jeg tydeligt en hånd stryge gennem mit hår,” fortæller Jytte Loehr, som dog aldrig har følt sig bange for husets ekstra beboer.

Historien om huset og spøgelset har hun tidligere fortalt i sin kunstbog Maleri – Magi, som udkom i 2019.

Et kunstnerisk tilflugtssted
Symi har i årtier været en vigtig del af Jytte Loehrs kunstneriske liv, og hun anslår, at hun har malet over tusind billeder på øen.

“Symi har betydet enormt meget for mit maleri. Øen har været en uudtømmelig kilde til inspiration igennem 40 år,” fortæller Jytte Loehr.

At Jytte Loehr overhovedet endte med huset, skyldes først og fremmest en række heldige sammentræf.

I begyndelsen af 1970’erne boede hun i Bruxelles, hvor hun arbejdede i den danske kommissærs afdeling i De Europæiske Fællesskaber.

“Jeg har altid malet og tegnet meget, men mine forældre mente, at jeg skulle søge en mere sikker levevej end maling, så i en årrække arbejdede jeg som tresproget korrespondent,” fortæller Jytte Loehr.

I Bruxelles mødte hun kollegaen Britta Borum, og de to unge kvinder fandt ud af, at de delte en drøm: Nemlig at finde et hus i Grækenland, hvor de kunne finde ro og udfolde sig kreativt.

“Vi lavede nogle regler fra start, så vi ikke blev uvenner. En af reglerne var, at huset kun skulle være vores, og at hvis vi blev gift, så måtte mændene ikke have nogen indflydelse på huset,” fortæller Jytte Loehr, som i dag er gift med den franske kunstner Jean-Marc Lafon, som hun bor sammen med i Bilbaogade.

Jytte og Britta rejste flere gange til Grækenland for at lede, men uden at finde det rigtige.

I 1975 sagde Jytte Loehr sit sikre arbejde op og kom ind på kunstakademiet i Bruxelles. Her mødte hun en græsk model ved navn Dimitris.

Jytte Loehr har malet over tusind malerier på Symi, men til daglig bor hun på Bilbaogade i Århusgadekvarteret. Foto: Josefine Munch-Petersen

Da han hørte om de to kvinders husjagt, viste han en dag Jytte Loehr et lille sort-hvidt fotografi af et stort neoklassisk hus i tre etager.

Dimitris havde arvet det efter en tante. Huset lå på Symi og havde på det tidspunkt stået ubeboet i mere end 25 år.

Jytte Loehr fandt straks en telefonboks og ringede til Britta Borum.

“Nu er den der!” lød beskeden.

Det var ganske vist langt fra det lille, hvide hus, de oprindeligt havde forestillet sig.

294 trin op til huset
Spiti Roussas blev opført i 1913. Historien lyder, at en græsk sodavandsfabrikant fra Odessa lod huset bygge til sin kone.

Det store gule hus ligger højt over havnen. For at komme derop skal man gå 294 trappetrin, og fra huset er der udsigt over vandet og øens huse.

“Da vi overtog huset, var der huller i gulvene, ingen elektricitet og en tilgroet gårdhave,” fortæller Jytte Loehr.

Og så var der altså rygtet om spøgelset.

Ifølge en af fortællingerne skulle kvinden være den oprindelige ejers hustru, som blev efterladt forarmet på Symi, efter at hendes mand gik fallit på grund af Første Verdenskrigs udbrud. Han vendte aldrig hjem, og de to så aldrig hinanden igen.

”Hun er sandsynligvis død af sorg,” siger Jytte Loehr.

“Jeg har mit spøgelse med”
Gennem årene har Jytte Loehr fået flere beretninger fra mennesker, som fortæller, at de har mødt kvinden i huset.

“En dansk advokat fortalte mig, at han havde set kvinden bevæge sig gennem huset. Bagefter sagde han, at oplevelsen havde ændret hans liv,” fortæller Jytte Loehr.

Også en af Ritt Bjerregaards ansatte har ifølge Jytte Loehr oplevet noget i huset. Hun skulle være kommet ansigt til ansigt med kvinden i køkkenet og blev så forskrækket, at hun forlod huset med det samme.

Selv har Jytte Loehr aldrig været bange for kvinden. Hun fortæller ligefrem, at hun har haft spøgelset med på restaurant.

Jytte Loerh i sit atelier i Bilbaogade, hvor hun også bor med sin mand – den franske kunstner Jean-Marc Lafon. Foto: Josefine Munch-Petersen

“Jeg spurgte hende, fordi der var åbnet en ny restaurant i byen. Jeg kunne tydeligt mærke hende sige ja og gå tæt ved siden af mig. Jeg satte mig ved et tomandsbord, men da tjeneren skulle til at fjerne tallerkenen, sagde jeg: ‘Jeg har mit spøgelse med. Lad det stå.’ Det gjorde hun uden at fortrække en mine,” fortæller Jytte Loehr.

Ifølge hende er der i Grækenland en helt anden opfattelse af spøgelser og af, at de døde ikke altid forsvinder med det samme.

Spøgelset har Jytte Loehr dog for længst accepteret som en fast beboer i sit græske sommerhus, og hun har tænkt sig at blive ved med at male på Symi, så længe kræfterne rækker. De 294 trin op til huset er dog begyndt at blive en udfordring.

“Alderen kan man ikke løbe fra,” afslutter hun.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel Få adgang til Nordhavn Avis - Første måned på gratis prøve
Close

Translate »