Nordhavnstunnelen vil først åbne for trafik i foråret 2028 med efterfølgende test. Det oprindelige åbningstidspunkt har hidtil været sommeren 2027.
Det oplyser Vejdirektoratet, som har modtaget en ny tidsplan fra sin entreprenør BESIX-MTH JV. De vurderer, at problemer med sænkning af grundvandet er den væsentligste grund til forsinkelsen.
“Der vil i den kommende tid være fokus på i tæt samarbejde mellem entreprenøren og Vejdirektoratet at se på, hvorledes tidstabet kan begrænses og hvilke optimeringstiltag der kan igangsættes,” skriver Vejdirektoratet.
Foto foroven:
Onsdag aften 22. januar væltede en kran i Kalkbræneriløbet i forbindelse med, at den pram som kranen stod på, var ved at lægge til kaj. Ingen kom til skade ved ulykken.
“Når der sker sådan en ulykke, bliver vores beredskabsplaner taget i brug, og politi og beredskab tilkaldt. Der kom lidt olie i vandet, men den del blev håndteret af beredskabet.Specialister blev den 23. januar fløjet ind for nærmere undersøgelser af, hvordan ulykken kunne ske,” skriver Vejdirektoratet.
Arbejdsulykken er ikke årsag til udmeldingen om en forsinkelse på et år. Men lige nu ligger arbejdet i Kalkbrænderiløbet stille, imens entreprenøren arbejder på at finde en løsning, og der er pt. ingen restriktioner for ind og udsejling.
“…sådanne kraner er dyre og ikke en hyldevare man lige skaffer. Derfor kan vi for nuværende heller ikke oplyse, hvornår arbejdet i Kalkbrænderiløbet bliver genoptaget”.
Entreprenøren har valgt at fylde det marine overskudsjord i Kalkbrænderiløbet for ikke at bruge penge, ressourcer og CO2 på at få det bortskaffet. Fordi Kalkbrænderiløbet er meget dybt – omkring 7 meter – og gennemsejlingshøjden med tunnelen bliver 3,5 meter, er der masser af plads til de marine materialer. Denne operation kan give anledning til, at vandet ser mudret ud, og der kan danne sig proteinskum. For at begrænse spredningen af dette, har entreprenøren lagt flydespærrer ud.