REJSEGILDE: Nu er der kun otte måneder til, før 30 unge kulturskabere på 18-25 år kan flytte ind i Nordhus i Den Røde By. Her skal de bo i et år for at skabe kultur og oplevelser i huset – og udvikle deres egne iværksætterevner.
Nordhus havde tirsdag rejsegilde for den seks etager høje bygning i forskudte, håndmurede rødsten i facaden. Pudsigt nok ligger Nordhus nøjagtigt der hvor den gamle posthallen lå, et sted som de første Nordhavnsbeboere husker for fællesspisninger hos Årstiderne og store fastelavnsfester mv.
Nu er det nye hus på vej, og indenfor er stueetagen indrettet som et stort event- og spiserum. Nordhavns kommende forsamlingshus, som skal byde på spisning og kulturtilbud seks dage om ugen.
I tirsdags stod huset stadig med betonvægge og synlige installationer. Men der var pølser og kartoffelsalat, taler fra byggefolkene, bygherrer og arkitekter. Og så skulle der slås en flaske itu, med så mange skår som muligt. Nu flere skår, nu flere år bil bygningen blive stående, siger man.
Tanken bag Nordhus er at skabe et sted for unge kulturskabere. Det kan være unge som ikke føler sig draget af lange uddannelser, men gerne vil ud og bestille noget, og som brænder for kultur og food-scenen.
Nordhus skal både være de unges hjem og arbejdssted. I stueetagen skal de være med til at drive spisehus, scene, eventsted og læringsrum. I kælderen kommer der kreative værksteder og podcaststudie. De tre øverste etager bliver ungdomsboliger, hvor de unge skal bo i enkelt- eller dobbeltværelser. Efter et år skal de gøre plads til et nyt hold kulturskabere.
“Mange unge mennesker har lyst til at forandre og udvikle sammen, men der er også mange, der mister modet undervejs, eller er bange for at fejle. Det griber vi fat i med projektet,” fortalte Felicia Nørgaard, som er stifter af Nordhus i samarbejde med husbonden Rasmus Nørgaard.
Han mener at Nordhus er bygget både med hjertet og hovedet:
“Vi begyndte at tænke tankerne om Nordhus i 2018, uden at vide så meget om arbejdet med kultur og unge iværksættere, men vi syntes at der manglede sådan et sted i områder Nordhavn/Østerbro. Og nu har vi dannet et team på 5-6 dygtige folk, som skal være med til at bygge Nordhus op,” sagde Rasmus Nørgaard (medstifter af NREP og i dag bestyrelsemedlem i bl.a. Nordhus, Junkfood CPH og Urban Partners).
Inden længe åbner Nordhus for ansøgningerne til det første hold af kulturskabere. Huset kan efter planen åbne til august. Nordhus er tegnet af arkitekter fra Entasis, som har tegnestue i Kanonhuset, som også er tegnet af Entasis, og som ligger umiddelbart ved siden af Nordhus ud til Trelleborggade.
Få adgang til Nordhavn Avis - Første måned på gratis prøve