Har De overvejet at blive havnevært i Københavns Havn? Lige nu kan man skrive sig på på en interesseliste, hvis man vil være kystlivredder og derefter havnevært.
Havneværterne er et lille korps oprettet i 2019 af Københavns Kommune og By & Havn. Hver sommer sejler havneværterne rundt i deres røde gummibåd som sejlende ambassadører for god opførsel i havnen.
De er med til at forebygge uheld ved at oplyse havnens brugere om reglerne i havnen. De kontrollerer redningskranse og stiger. De holder øje med om der bliver grillet på havnens træbroer, eller om der stikker søm op ad brædderne ved badezonerne. Og meget mere.
Havneværterne arbejder altid to personer i båden, og som nyansat får man en erfaren makker, indtil man er godt inde i rutinerne. Havneværterne har desuden løbende kontakt med Københavns Politis sejlende enhed.
Det er Københavns Kommune, som ansætter havneværterne. For at blive havnevært skal man først uddanne sig som kystlivredder. Der er nu åbnet for tilmelding på interesselisten for den kommende sæson. Sidste frist for at skrive sig på listen er 10. december. Derefter holdes der et informationsmøde for alle 18. december.
Man skal være fyldt 18 år inden ansættelse. Man skal have kørekort og være en habil svømmer og være klar til at arbejde i sæsonen, der strækker sig fra 1. juni til 31. august. I den periode skal man kunne arbejde minimum tre uger – men helst flere.
Uddannelsen rummer forskellige moduler, som man lærer i løbet af tre weekender; Førstehjælp, bådkursus og åbenvand-modul. Selve uddannelsen er gratis. Hvis man gerne vil være havnevært, kræver det, at man først tager kystlivredderuddannelsen med bl.a. bådmodulet. Derefter skal man tage speedbådskørekort, som også bliver betalt af tjenesten. Uddannelsen foregår i København. Bådkursus og åbentvand-modulet foregår på Amager Strandpark.








