Nordhavns beboerne kan nu få støtte til selv at starte projekter som bringer mere natur til bydelen. Københavns Kommunes biodiversitetspulje er åben for ansøgninger. Næste frist er 1. marts.
Vilde blomster, insekter, smådyr og noget grønt at se på. Københavns Kommunes pulje til biodiversitet giver penge til lokale beboeres egne projekter, som kan øge biodiversiteten i byen. Puljen kan søges af borgere, foreninger og lokaludvalg eller miljøpunkter.
Projekterne kanvære med til at danne blomsterenge, bede omkring træer eller begrøning af fortove. Det er i hvert fald eksempler på projekter, som tidligere er blevet støttet. Der gives også penge til formidlingsaktiviteter som f.eks. foredrag.
Få hjælp til ansøgningen
Miljøpunkt Østerbro vil gerne hjælpe med ansøgningen.
“Vi kan hjælpe med budget, tilladelser og udformning af selve ansøgningen, og vi vil gerne være medansøger på lokale projekter.
Send en mail til os på info@miljopunkt-osterbro.dk, og så vender vi tilbage til dig,” skriver Miljøpunkt Østerbro.
Biodiversitetspuljen
Puljen støtter projekter, der engagerer københavnerne i at skabe mere og bedre bynatur – og i at pleje naturen på en måde, som giver mulighed for at skabe og bevare levesteder samt forbedre fødegrundlaget for insekter, fugle og smådyr.
Eksempler på projekter, der kan opnå støtte:
• Plant eller så urter, blomster, buske eller træer på områder, hvor du har fjernet en græsplæne, fliser, asfalt eller anden belægning.
• Plant grønt op ad husmure, skure og på tagflader.
• Opsæt redekasser eller insekthoteller.
• Skab muligheder for at fugle og insekter kan få vand. Et lille vandbassin eller et lidt større vandhul – alt vand giver liv.
• Formidling om, hvordan man kan arbejde med biodiversitet – fx foredrag på skoler eller i boligforeninger.