Et nyt anlæg skal gøre forbrændingsanlægget Amager Bakke mere klimavenligt. 400.000 ton CO2 årligt skal væk fra skorstenene og i stedet omdannes til flydende CO2.
CO2’en vil blive ledt hen til et CO2-lager på Prøvestenen. Herfra sejles den væk fra København og pumpes ned i undergrunden, typisk i lommer under havbunden, hvor der tidligere er boret efter olie. Her kan CO2’en ligge og omdanne sig selv til kulsten.
Anlægget CopenCapture skal står klar på Amager Bakke i 2030, og skal indfange 400.000 ton CO2 årligt. Omkring 50 procent af den CO2, som Amager Bakke i dag udleder, kommer fra fossil-baserede kilder, og CCS-anlægget vil kunne reducere Københavns Kommunes fossile udledninger med næsten 40 procent om året.

Den anden halvdel af Amager Bakkes CO2-udledninger stammer fra såkaldte biogene kilder såsom beskidt pap og papir. Denne CO2 stammer altså fra træer og planter, og ved at fjerne det permanent fra den naturlige cyklus vil man kunne skabe såkaldt negativ emission, som kan sælges som klimakreditter – Carbon Removal Credits (CRC’er) på et frivilligt marked for CO2-kreditter.
Det er det fælleskommunale affaldsselskab ARC som sammen med tyske E.ON har givet et bud på det nye såkaldte CCS-anlæg. Det sker fordi Energistyrelsen netop har lavet et stort CCS-udbud på 28,7 mia. kroner.
”Amager Bakke er et moderne anlæg med lang levetid, der er i drift året rundt og lever op til de højeste miljøstandarder. Danmark har med udbuddet skabt gode forudsætninger for at etablere nye CCS-projekter. Partnerskabet om CopenCapture er en unik mulighed for skabe et internationalt foregangsprojekt, der viser, hvordan vi kan tackle en af de sværeste og mest komplekse klimaudfordringer, nemlig den øgede CO2-udledning,” udtaler Marten Bunnemann, CEO for E.ON Energy Infrastructure Solutions, i en pressemeddelelse.
Ifølge Jane Egebjerg Andersen, COO hos ARC, er partnerskabet med E.ON et godt eksempel på, hvordan offentlige og private virksomheder kan arbejde sammen:
”Med E.ON som partner får vi det bedste fra to verdener. Hos ARC kan vi fortsætte med at levere god affaldshåndtering og -behandling og sikker, konkurrencedygtig fjernvarme til borgerne, mens E.ON kan bidrage med deres store teknologiske ekspertise og internationale erfaring med store energiprojekter til at realisere CopenCapture og bygge CO2-fangstanlægget,” udtaler hun.