Med hjælp fra en 3D-printer omdanner 91-92 restplast til skulpturelle lamper og kurvede vaser. Nu har duoen Zeyu Rong og Weibo Sun netop slået dørene op i Nordhavn.
I Århusgade har et tomt butikslokale netop fået et nyt navn på facaden: 91-92. Det er designduoen Zeyu Rong og Weibo Sun, hvis designs er baseret på genbrugsplast og 3D-print, der netop har åbnet en kombineret butik, showroom og værksted i Nordhavn.
Mens kurvede vaser, lamper og skulpturelle objekter i genbrugsplast lyser op i butiksvinduet, så træder den diskrete summen fra 3D-printerne, der arbejder i baggrunden frem, når man træder ind i butikken.
91-92 åbnede officielt den 30. oktober, men historien bag brandet går tilbage til 2020, hvor corona-nedlukningen kom med den positive bivirkning, at Zeyu Rong fik ekstra tid til at udforske 3D-printerens potentiale.
Zeyu Rong kommer fra Kina og flyttede til Danmark i 2014. Han er uddannet i industrielt design fra Designskolen Kolding i 2016 og havde allerede under studiet arbejdet med 3D-print som en del af sine projekter.
Voksede ud af værelset
En dag, mens han undersøgte nye former og dimensioner i et 3D-program, printede han en kurvet skulptur, som senere er blevet 91-92’s ikoniske vase.

”Jeg var egentlig bare i gang med at undersøge skulpturer og udforske forskellige dimensioner, men da den var printet ud, tænkte jeg straks, at det lignede en vase. Så på den måde, er det lidt en tilfældighed, som ledte til, at vi startede virksomheden,” fortæller Zeyu Rong.
Han viste formen til vennen Weibo Sun, som han havde mødt et par år tidligere gennem fælles venner i København, og hun kunne straks se potenitalet.
Weibo Sun, som også er opvokset i Kina, har en baggrund i service management og erfaring fra flere danske designvirksomheder, og sammen besluttede de i 2020 at gøre alvor af den spontane idé og åbne en virksomhed med 3D-print i centrum.
Da beslutningen først var taget, voksede projektet hurtigt. Zeyu Rongs værelse blev forvandlet til et mini-værksted med 3D-printere på gulvet og prototyper overalt. De begyndte at dele billeder af deres objekter på Instagram, hvor de bølgede, næsten glitrende overflader og stærke farver hurtigt fik stor opmærksomhed blandt brugerne.
Populær på Instagram
Det blev startskuddet til 91-92, som er opkaldt efter de to stifteres fødselsår. I dag har designvirksomheden knap 8.000 følgere på Instagram og kunder over hele verden.
”Vi arbejder meget intuitivt, og vi laver kun ting, vi selv gerne vil have stående i vores hjem. Hver gang vi lavede en form, vi selv syntes var interessant, lagde vi den op – og så kunne vi se, hvordan folk responderede på det, og videreudvikle det, der var interesse for,” siger Weibo Sun.
I dag arbejder de både med deres egen kollektion og med specialopgaver for virksomheder, der ønsker skræddersyede 3D-printede objekter. Eksempelvis særlige vaser, lamper eller displayløsninger til butikker og showrooms.
Kernen i 91-92’s univers er ønsket om en holistisk arbejdsproces. Alle deres produkter er 3D-printet i genbrugsplast, som stammer fra overskud og restmateriale fra industrien i flere europæiske lande.
Bæredygtighed i centrum
Overskudsplastikken bliver forarbejdet til den tynde tråd, printerne bruger. Det giver en karakteristisk, rillet overflade, der kan se mat, metallisk eller næsten glitrende ud afhængigt af lyset.
”Vi ville gerne arbejde på en måde, hvor vi ikke bare producerer endnu mere affald. 3D-print er en relativt skånsom proces, fordi vi kun bruger strøm og stort set ikke har noget spild. Vi bruger intet vand, og vi limer ikke delene sammen og blander ikke plasttyper. På den måde kan vores produkter i princippet genanvendes igen,” siger Weibo Sun.
Designprocessen starter oftest analogt. Zeyu Rong tegner typisk først en skitse i hånden, som derefter oversættes til et 3D-program. Her modellerer han formen, før den sendes videre til printeren. Det færdige udtryk kræver typisk flere forsøg.
”Det bliver aldrig rigtigt i første print. Vi tester os frem, ændrer lidt, printer igen – og til sidst står vi med den version, der er helt rigtig”, siger Zeyu Rong.
Den tilgang har også vakt opmærksomhed uden for Danmark. Blandt andet blev deres 3D-printede bordlampe “Pascal” fremhævet under designfestivalen 3 Days of Design i sommer af en international designredaktør fra magasinet Dezeen.

3D-printet julepynt på vej
Efter flere år med midlertidige adresser rundt omkring i København begyndte de to designere at lede efter et sted, hvor både butik og værksted kunne eksistere side om side. Det var vigtigt for dem, at kunderne kunne opleve processen tæt på – og se, at objekterne faktisk bliver produceret her og ikke et sted langt væk.
Derfor blev de nysgerrige, da deres nuværende nabo, Sensei Kaffe, nævnte, at et lokale på Århusgade snart ville blive ledigt.
”Vi kom forbi for at se på det og kunne med det samme lide rummet: lyset, proportionerne og muligheden for at have butik og værksted samme sted. Det betyder meget for os, at man som kunde kan følge med og se, at tingene bliver skabt lige her,” siger Weibo Sun.
Selvom de ikke havde et særligt forhold til Nordhavn i forvejen, er de glade for, at de er endt netop her.
”Der er mange unge brands, små restauranter og projekter, der stadig er i gang med at finde deres form. Man kan mærke, at området er under udvikling, og at man som lille virksomhed kan være med til at præge, hvad det bliver til. Det tiltaler os meget,” siger Weibo Sun.
I dag står færdige vaser, bakker og lamper side om side med tidlige prototyper i butikken.
”Vi er jo et oplagt sted at købe julegaver. Vi er i gang med at se på, om vi kan lave noget sjovt og iøjnefaldende 3D-printet julepynt, så vi håber bare, at folk i Nordhavn og omegn har lyst til at komme forbi os,” siger Weibo Sun.










