Kristian Kennebo overtager rollen som købmand i Meny Nordhavn senest 1. september. Han har været en del af Meny i mange år og kommer senest fra butikken i Store Heddinge.
Efter en turbulent periode, hvor en nyansat købmand i Meny Nordhavn endte med at modtage en dom og blive afskediget, er en ny frontfigur for butikken nu udpeget.
Senest 1. september 2026 bliver Kristian Kennebo ny købmand i butikken. Det oplyser Dagrofa til Nordhavn Avis.
Kristian Kennebo har senest været ansat i Meny i Store Heddinge, men hans tilknytning til butikskæden går mange år tilbage. Ifølge Dagrofa har tidligere blandt andet haft tilknytning til butikkerne på Bryggervangen og i Hellerup.

“Kristian Kennebo er en købmand med et stærkt Meny-DNA og et indgående kendskab til København. Han har været en del af Meny i mange år, blandt andet i Bryggervangen og Hellerup, og senest som købmand i Store Heddinge,” siger Kennet Berlin, salgsdirektør i Meny.
Kristian Kennebo har derudover gennemført Menys købmandsuddannelse, hvilket ifølge Dagrofa har rustet ham til den nye rolle.
“Han kombinerer solid erfaring med en stor passion for mad, kvalitet og kundeservice, og derfor er vi meget glade for, at han har valgt at fortsætte sin købmandsrejse i Nordhavn”, siger Kennet Berlin.
Overtager efter turbulent periode
Kristian Kennebo bliver ny købmand efter en turbulent periode i Meny Nordhavn.
Butikken fik i første omgang ny købmand den 1. april, da den tidligere købmand Mathias V. B. Henriksen rykkede videre til Meny i Nærum som led i en større intern rokade i Meny.
Under en måned senere – den 27. april – blev den nye købmand i Nordhavn dømt i en sag, der involverede mindreårige og seksuelle ydelser. Dagrofa oplyste efterfølgende, at de først blev bekendt med straffesagen, da dommen faldt. Koncernen har siden afsluttet samarbejdet med den nu tidligere købmand.
Forhåbningen er nu, at Kristian Kennebo kan få butikken på rette kurs. Ifølge Kennet Berlin er han det rette match til butikken i Nordhavn.
“Noget af det, der gør Kristian til det rigtige match for Meny Nordhavn, er hans forståelse for lokalområdet og hans evne til at skabe butikker med stærke relationer til kunderne. Han har mere end 15 års erfaring fra området, og vi er overbeviste om, at han sammen med medarbejderne kan bygge videre på den stærke position og den særlige stemning, som kunderne allerede kender fra Meny Nordhavn,” siger han.








