Selvbetjening for abonnenter

Gå til Selvbetjening I selvbetjeningen kan du administrere dit abonnement, for eksempel ændre perioder, tilmelde nyt betalingskort eller opsige.

Ny plan for Svanemølleværket

Københavns Kommune starter lokalplanproces for Svanemølleværket. HOFOR bygger nyt varmeværk ved siden af det gamle værk. Måske kontorbyggeri ved Kalkbrænderihavnsgade. Promenade langs kajen – måske med havnebus.

Efter at have ligget stille i over et år, er planerne om et Museum i Svanemølleværket igen begyndt at røre på sig.

Københavns Kommune tager nu fat på at lave en lokalplan for området ved Svanemølleværket, som kan bane vej for omdannelse af Svanemølleværket til museum, for anlæggelse af et nyt fjernvarmeværk på Kulpladsen, og for et hotel- og kontorbyggeri ud mod Kalkbrænderihavnsgade. Det fremgår af en orienteringsskrivelse til Teknik- og Miljøudvalget.

Gik i stå sidste år
I maj 2024 blev en arkitektkonkurrence for området ved Svanemølleværket aflyst, og By & Havn trådte ud af samarbejdet DTM 4.0 om udviklingen af Teknisk Museum i Svanemølleværket. Årsagen var energiselskabet HOFORs planer om et energianlæg på Kulpladsen. Anlægget bliver så stort, at By & Havn ikke kunne se en ‘god case’ i at lave byudvikling mv. i området.
De øvrige partnerne i DTM 4.0 afventer nu den nye lokalplan, så de kan komme gang med at omdanne Svanemølleværket til museum. Parterne er Danmarks Tekniske Museum, Københavns Kommune HOFOR og Ørsted, som stadig ejer Svanemølleværket.

Anlægget forventes udformet som et rundt volumen i op til 26 meters højde – med en tilhørende rund varmeakkumuleringstank på 46 meters højde og en skorsten på 85 meters højde. (Orientering til Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget: Svanemølleværket og omgivelser – igangsættelse af planproces, 24-02-2025)

Energianlæg med egen skorsten
De første skitser til lokalplanen viser et ret stort energianlæg på Kulpladsen, som i dag bruges til vinteropbevaring af både fra Svanemøllehavnen.
Anlægget bliver et nyt moderne spidslastanlæg med bl.a. havvandsvarmepumper og elkedler. Anlægget er til produktion af fjernvarme i meget kolde perioder, samt ved udfald på andre energiværker. Anlægget forventes udformet som et rundt volumen i op til 26 meters højde – med en tilhørende rund varmeakkumuleringstank på 46 meters højde og en skorsten på 85 meters højde.

“Forvaltningerne vurderer, at de runde former passer godt til stedets industrielle egenart og de eksisterende runde former samt underordner sig Svanemølleværkets ikoniske arkitektur,” står der i skrivelsen til Teknik- og Miljøudvalget.

Promenaden på Lautrupskaj skal være et attraktivt byrum med hovedindgang til museet og sågar også en havnebus-station. (Orientering til Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget: Svanemølleværket og omgivelser – igangsættelse af planproces, 24-02-2025)


Byrum og promenade
Yderst på molen står en ældre olietank. Her vil der også være plads til byggeri, men der er ikke p.t. nogen aktuelle byggeplaner. Lokalplanen vil til gengæld udvikle flere byrum, dels ude på spidsen af molen, men også langs en promenade på Lautrupkaj, hvor indgangen til museet også skal være, samt foran Svanemølleværket ved Folkebygningen. Promenaden skal evt. føres helt ud til Kalkbrænderihavnsgade.

Her er der indtegnet en ny bygning på p-pladsen ud til Kalkbrænderihavnsgade.

Byggeri ud til vejen
Parkeringspladsen mellem Svanemølleværket og Kalkbrænderihavnsgade skal i lokalplanen deles op, så der stadig vil være plads t il 120 biler, og dertil skal der gives mulighed for et hotel og/eller kontorbyggeri i den sydlige ende af pladsen.
“Området bindes sammen af nye attraktive byrum, der inviterer til ophold og med attraktive promenader og forbindelser med særligt fokus på kobling til lystbådehavnens miljø,” står der i skrivelsen.

Lokalplanprocessen skal starte i andet kvartal i år, så lokalplanen kan være klar til politisk behandling i 2026.
Læs Orienteringsskrivelsen til Teknik- og Miljøudvalget fra udvalgsmødet 10.marts .

.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel Få adgang til Nordhavn Avis - Første måned på gratis prøve
Close

Translate »