CPH Village bygger en ny, midlertidig studieby ved Nordsøvej. By & Havn stiller grunden til rådighed for det bæredygtige og socialt inkluderende projekt, der forventes at stå klar til studiestart i 2027.
På en stor tom grund ud til Færgehavn Nord og Svanemøllehavnen vil byggefirmaet CPH Village snart gå i gang med at opføre 154 midlertidige ungdomsboliger med plads til 291 beboere. By & Havn stiller grunden til rådighed for projektet. Byggeriet opføres som midlertidige studieboliger med en planlagt varighed på 15 år og forventes klar til indflytning i forbindelse med studiestart i 2027.
Projektet som hedder ”DIT Nordhavn” tager afsæt i blandet brug, fællesskab og åbenhed. For eksempel skal seks af boligerne være forbeholdt unge hjemløse. Det sker i samarbejde med Københavns Kommune, Hjem til Alle Alliancen og Realdania og giver for første gang kommunen anvisningsret til ungdomsboliger i et privat byggeri.
Boligerne opføres som en del af CPH Villages by- og boligmodel, der kombinerer kompakte boliger, fællesfaciliteter og en cirkulær byggeproces. Et fælleshus bliver det naturlige samlingspunkt for mad, aktiviteter og hverdagens liv, mens syd- og vestvendte terrasser inviterer til samvær med udsigt til både sol og vand.
Byggeriet bliver op til 40 procent billigere end tilsvarende boliger uden studiepligt og cirka 15 procent under markedsniveauet for studieboliger. Den lavere husleje er muliggjort gennem effektiv drift og anvendelse af genbrugte og biogene materialer.
“Vores mål er at øge udbuddet af boliger med et minimalt brug af naturressourcer. De skal samtidig være til at betale og dejlige at bo i. Med DIT Nordhavn bygger vi videre på otte års erfaring og dataindsamling. Dette er vores sjette iteration, og vi bliver hele tiden klogere på, hvordan vi kan optimere tingene,” udtaler
CO-CEO Frederik Noltenius Busck fra CPH VILLAGE, som også har bygget midlertidige studieboliger på Refshaleøen, Vesterbro, Amagerbro, Østerbro og Nørrebro.
“Vi er glade for at kunne understøtte et projekt der har bæredygtighed, social ansvarlighed og et stærkt fællesskab som formål. Det er vigtigt for os, at Nordhavn bliver en bydel, hvor også unge har råd til at bo og bidrage til byens liv,” udtaler Adm. Direktør Anne Skovbro, By & Havn.
Visualiseringer: ADEPT











