Manden fra lørdagens drukneulykke ved Oceankaj er blevet identificeret. Der er ikke mistanke om, at der er sket noget kriminelt.
Den mand, der lørdag blev fundet død i vandet mellem Middelgrunden og Oceankaj i Nordhavn, er blevet identificeret som en 64-årig mand, der har bopæl på Sjælland. Mandens pårørende er underettet.
Det oplyser Københavns Politi til Nordhavn Avis.
Politiet modtog lørdag klokken 10.03 en anmeldelse om en drukneulykke, hvorefter manden blev fundet i vandet ud for Nordhavn.
I første omgang var hans identitet ukendt, og politiet kunne heller ikke oplyse, hvor længe han havde befundet sig i vandet.
Nu er manden identificeret, og ifølge Københavns Politi er der intet, der tyder på, at der ligger en kriminel handling bag dødsfaldet.








