By & Havns har gennemført en omfattende sikkerhedsgennemgang af alle de offentligt tilgængelige kajstrækninger langs Københavns Havn, så redningsudstyr er blevet mere synligt, tilgængeligt og klargjort, hvis uheldet er ude.
På By & Havns kajstrækninger kan man nu finde 226 synlige redningstiger med håndtag, som med deres lysegule pang-farve er lette at få øje på, hvis man falder i vandet.
Dertil kommer 232 (lysegule) redningsposter, som indeholder en redningsbøje, man kan kaste ud til folk, der er i fare. Der er også opsat en QR-kode på redningsposten, så man kan se en kort film om, hvordan den anvendes.
Endelig har By & Havn installeret sikkerhedsliner som kan bestå af tov, kæder, gribe-lister af træ/plast eller metalstænger, fastmonteret på bolværket i vandkanten, som man kan holde fast i, og trække sig selv hen til nærmeste redningsstige.
Private bolværksejere inviteres med
By & Havn ejer ikke alle kajstrækninger i Københavns Havn, og der er op til de private bolværksejere, om de også vil opsætte redningsmateriel. Til det formål har By & Havn udarbejdet en standard for sikkerhedsmateriel, som bolværksejerne kan følge.
“Vi ved, at synligt og tilgængeligt redningsmateriel er afgørende for, at ulykker i havnen ikke ender fatalt. By & Havn håber, at det opsatte og klargjorte redningsmateriel vil være med til at gøre havnen endnu mere sikker og vi håber, at vores redningsmaterielstandard og vores eksempler på opsætning kan inspirere andre ejere af kajstrækninger til at være opmærksom på vigtigheden af redningsmateriel og følge os”, udtaler Havnechef Mette Odgaard Mylin fra By & Havn.






