Selvbetjening for abonnenter

Gå til Selvbetjening I selvbetjeningen kan du administrere dit abonnement, for eksempel ændre perioder, tilmelde nyt betalingskort eller opsige.

Nye skraldespande – måske – på vej til Nordhavn

I flere år har Nordhavn døjet med affaldsproblemer – specielt på Sandkaj om sommeren. Men de nye skraldespande, som By & Havn har bestilt, lever ikke op til forventningerne.

Når sommeren kommer til Nordhavn, gør affaldet det også. Badegæsterne bestiller pizza, køber proviant i Netto og sætter flasker, emballage og deslige fra sig på Sandkaj med det resultat, at skraldespandene bliver fyldte, før nogen kan nå at tømme dem igen.

”De fleste forsøger at ramme spandene, men det kan de jo ikke, når de er overfyldte, og det er så møgulækkert at se affald over det hele, når man er ude at gå eller løbe,” siger Charlotte Danielsen, som er bestyrelsesmedlem i grundejerforeningen.

Hun synes, By & Havn har været lige lovligt langsomme til at skaffe nye spande, som kan rumme mere – og blandt andet en pizzabakke – uden at de bliver tilstoppede.

”Det er min holdning, at der er gået alt for lang tid. Til sommer har vi haft det problem i tre år. Vi har haft problemet oppe flere gange, fordi affald er et voldsomt problem i Nordhavn om sommeren,” siger hun.

For små eller for store
Problemet er – måske – tættere på en løsning. By & Havn har nemlig bestilt 20 nye og større skraldespande hjem til området som kompensation for de små skraldespande, området oprindeligt havde. Men når løsningen ikke er så tæt på, som man skulle tro, er der en simpel forklaring.

”Vi har fået leveret nogle nye skraldespande, som lige nu står på vores lager i Nordhavn. Det er en model, vi har valgt sammen med grundejerne, men da den blev leveret i december, kunne vi se, at skraldespandene har de forkerte mål i forhold til, hvad vi har bestilt,” siger Maria Kanstrup-Clausen, som er sekretariatschef for grundejerforeningssekretariatet i Nordhavn.

Ifølge hende lever spandene simpelthen ikke op til det datablad, de er bestilt ud fra.

”De er ikke sat op endnu, fordi vi er ved at vurdere, om vi kan bruge dem, selv om de er højere og bredere, end dem, vi havde bestilt,” siger hun.

By & Havn vil nu holde møder med leverandøren for at se, om der kan findes en løsning.

”Derudover kan det være, vi sætter et par prøvemodeller op for at se, hvordan de tager sig ud i byrummet. Det kan være noget helt andet end at se dem på et lager, hvor de står og ser store ud,” siger hun.

Charlotte Danielsen håber, at hun får lov at se spandene sammen med resten af grundejerforeningen.

”Jeg har ikke set de nye spande, men det synes jeg, vi skal. Så kan vi bedre se, om de skal stilles op”.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel Få adgang til Nordhavn Avis - Første måned på gratis prøve
Close

Translate »