17. marts gik arbejdet med at skabe et nyt byrum under Orientkajs metrohøjbane i gang.
Arbejdet vil tage cirka fem måneder, men så får Nordhavns børn og unge også et helt nyt sted at hænge ud. Den nye aktivitetsplads bliver anlagt på et 1.500 kvm. stort areal under Orientkajs metrohøjbane. Flere skulpturelle træmøbler vil sno sig gennem området og skabe små nicher, hvor man kan mødes, snakke og slappe af.
Illustration: Visualisering, By & Havn
Byrummet vil indeholde balanceredskaber, et spejl, der reflekterer byens bevægelser, og træningsområder, der giver mulighed for alsidige aktiviteter. Beplantning vil tilføre en sanselig dimension, der gør byrummet indbydende om dagen, og lysinstallationer gør pladsen tryg om aftenen.

Lavet særligt til piger
Forskning viser, at pigers deltagelse i idrætsaktiviteter falder markant i teenageårene, hvilket påvirker deres sundhed negativt. Mange af byens aktive byrum, såsom boldbaner og skaterparker, domineres ofte af drenge, mens pigerne bliver reduceret til tilskuere.
For at imødegå denne tendens har rådgiverfirmaet BARK på vegne af By & Havn arbejdet tæt sammen med unge piger fra Randersgade Skole og Copenhagen International School. Gennem interviews, gåture og workshops har eleverne fra de to skoler bidraget med deres idéer og forslag til, hvad der kan gøre et byrum attraktivt for dem.
“Vi vil gerne skabe et byrum, der tilbyder noget til dem, der almindeligvis sidder og kigger på, at andre er aktive. Undersøgelser viser, at det især er unge piger, og derfor er vi gået til dem. Samtidig kunne vi se, at der mangler et sted i Nordhavn til de unge i den aldersgruppe, og jeg glæder mig til at det nye byrum står færdigt,” udtaler Adm. Direktør i By & Havn, Anne Skovbro.
.