Budgetaftalen for 2025 er vedtaget på rådhuset. Nordhavn næsten ikke nævnt. Men der er dog sat penge af til et driften af et nyt offentligt toilet.
By og Havn er ved at indrette den kommende Kranparken ved Kalkbrænderiløbet, og vil bl.a. indkøbe og etablere et toilet i parken. Toilettet skal derefter overdrages til Københavns kommune som offentligt toilet. De syv partier, som er med i budgetaftalen, har aftalt at der skal afsættes 0,2 mio. kroner i 2025 og 0,3 mio. kr. årligt i 2026 og frem – til afledt drift og vedligehold af toilettet.
Hensigtserklæring om opgradering af Østerbro Stadion til 1. divisionsfodbold
For at finde flere aftalepunkter i nærheden af Nordhavn skal vi til Østerbro Stadion. Parterne er enige om, at Kultur- og Fritidsforvaltningen frem mod overførselssagen 2024-2025 skal udarbejde et budgetnotat vedr. en opgradering af Østerbro Stadion til 1. divisionsfodbold, således der bliver flere muligheder for, at klubber i Københavns Kommune kan afvikle og spille på 1. divisionsniveau.
Foranalyse af trafikal fredeliggørelse og begrønning af Trianglen
Og ved Trianglen ønsker man at omdanne det kendte kryds til et nyt og grønnere byrum. Der afsættes derfor midler til en foranalyse, som skal undersøge de trafikale og byrumsmæssige forhold ved Trianglen. Der afsættes 1,5 mio. kr. samlet på anlæg i 2025-2026 til foranalyse.
De syv partier, som er med i budgetaftalen er: Socialdemokratiet, Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. De Konservative trådte ud af aftalen på grund af partiets modstand imod, at prisen på beboerparkeringslicenser i Københavns Kommune kommer til at stige.