Det nye p-hus ved Tromsøgade og Nordhavn Plads åbnede 18. juni med 238 nye p-pladser og 1.240 planter.
I et stålskelet med plantekasser er der plantet 1.240 planter fra 42 forskellige arter, og mellem planterne er der opsat redekasser og insekthoteller, som skal styrke og tiltrække mere dyreliv til området.
P-huset er opført og indrettet af Jönsson A/S, Malmos Landskaber og 1:1 Landskab. De nøje udvalgte planter og deres placering er designet til at trives i Nordhavns unikke klima.
Bekymret for lysforurening
Det vil tage noget tid før p-huset er helt grønt at se på. Og ifølge nogle af naboerne til p-huset virker belysningen i huset generende, så længe der er frit udsyn til etagerne.
“Vi er nogle som undrer os over at man har lavet en P-hus hvor lyset er tændt hele aften og natten. Desuden er belysningen lavet med billige lysstofrør. Man kan se dem alle fra bygningerne omkring. Det kan godt være huset bliver tilgroet med planter. Men det bliver jo først om 8-10 år,” skriver beboer Rod Garmund fra Sassnitzgade.
Han efterlyser en belysning med sensorer, så lyset først tænder, når der er bevægelse. By & Havn oplyser, at LED-lyset i P-hus Nordhavn er tændt både aften og nat for at sikre trygheden, men By & Havn vil nu se på, om lyset i p-huset er for kraftigt eller om der skal ske nogle ændringer.
Butik eller restaurant
Parkeringshuset er indrettet med 213 almindelige p-pladser, 16 el-ladepladser, seks handicap p-pladser og tre pladser til handicapbusser fordelt på seks forskudte etager.
I stueetagen ud mod Helsinkigade og cykelstien Det Grønne Loop er der afsat 600 kvm. til for eksempel butik eller restaurant. Desuden indeholder p-huset en transformerstation.
På taget placeres 40 kvm. solceller over to trappetårne. Resten af taget anvendes til p-pladser i det daglige, men kan nogle gange også give plads til rekreative aktiviteter for det lokale foreningsliv.
Bæredygtigt
Adm. Direktør i By & Havn, Anne Skovbro, glæder sig over det nye p-hus, som scorer højt på bæredygtighed:
“P-hus Nordhavns Plads er et godt eksempel på, hvordan et parkeringshus også kan have grønne facader. Det er et mål for By & Havn, at vi skal reducere vores aftryk på klimaet, samtidig med at vi skaber både grønne og fællesskabsorienterede bykvarterer, der er gode at bo i. Det vil dette projekt i høj grad bidrage til,” udtaler hun.
Læs mere om parkering i Nordhavn på https://parkincph.dk/
Få adgang til Nordhavn Avis - Første måned på gratis prøve