Det er efterår; Og oktobermørket sender skyggebilleder ind på livets scene, mens blæsten hvirvler alting op og rundt, og hvide krusninger på bølgetoppene herude i Nordhavn synger brusende skumsprøjtspoetiske sømandssange.
Af Præst Louise Sihm Knudsen, Hans Egedes og Nordhavns Kirke
En indblæsning og udbasunering, der minder os om, at noget er i gære; Et forfald og en forgængelighed, der viser tænder, men også holder os oppe og sender os videre med forhåbning om, at der efter vinter kommer vår og sommer… igen igen.
At der er et mønster i naturen, som trods krig og droner, lægger ører til alt det, som andre overhører med vilje, overdøver med ligegyldigheder eller overtrumfer med bjerge af ord. At der rent faktisk ud af oktobernattemørket også titter morgenlys, citronmåner og smilende relationer. Horisontudvidelse og kirkeindvielse.
At vi hver især kan gøre en forskel, gøre hvert vores til at verden bliver lidt mere oplyst – i dag og i morgen.
Selv om det ikke altid er indlysende, og det kan være svært at indse, er det en indsigt – uden indskydelse, – som vi bør inddrage i vores hverdag; Indånde i fulde drag; Og tage med os; Ind i efteråret; Indlade os på når vi går indenfor i varmen, tænder lys – og planter håb – for at få lidt ro i sjæl og sind. Væk fra alt det hæsblæsende og fortravlede.
Eller når vi bevæger os i kirke… Måske oven i købet til kirkeindvielse!
For alle læsere indbydes hermed til kirkeindvielse den 23. november kl. 13.00 af Danmarks første tiny church, den fine lille minimalistiske tolvkantede trækirke, på Vesterhavsvej 2; Som efter denne sidste søndag i kirkeåret åbner dørene for kirkelige ceremonier som dåb, vielse, velsignelse, bisættelse og begravelse.
Selve kirkeindvielsen følger et helt særligt ritual, som er beskrevet i ritualbogen; Her er ingen slinger i valsen; Den ledes af biskop over Københavns stift, Peter Skov-Jakobsen og bliver både højtidelig og festlig.
Der vil bl.a. være procession med biskop, provst, præster og menighedsrådsmedlemmer, som bærer kirkens ”hellige kar” dvs. dåbsfad, dåbskande, kalk og disk til nadveren og alterbøger ind i kirken.
Alt flettes ind og sammen med de ingredienser, der er i enhver gudstjeneste – selvfølgelig også med dejlig musik og fællessang. Og alt dette for at understrege, at kirken er et ”særligt” rum.
For med Tolvkanten har vi fået et unikt rum med plads til 50 og med en rummelighed, intensitet og resonans, der åbner for muligheder, der ikke ligner de, som kirkerummet i Vardegade i Hans Egedes kirke kan give; I det lys kompenserer de smukt hinanden. Alligevel er den – som alle andre kirker – ikke ”hellig”.
Selv om vi siger, at kirken er Vorherres hus, så er han ret ligeglad med geografi og arkitektur; Langt mere bor han i os – er med os, uanset hvor vi er, – og det behøver vi jo rent faktisk ikke en kirkebygning til… Og så alligevel!
I den lutherske tradition er dét, der alene helliger kirken: evangeliets forkyndelse. Dét at Vorherres ord lyder her; Derfor er kirken også det sted, hvor han er til stede i ord og sakramenter, altså i dåb og nadver.
Alligevel betyder bygningen stadig noget – kulturelt og historisk; Der sker også noget med os, når vi kommer ind i et kirkerum – også med ”himmelhul”. Vi tager hatten af og sænker stemmen; Løber ikke rundt og pjatter. Fordi der vel også er flettet mange følelser, ja måske også de største: sorger og glæder – ind i kirkerum;
Teologisk set er alterbordet også bare et spisebord og i sig selv ikke helligt. Det er først når ordet lyder, og vi samles omkring det, at der sker noget; At det hele får liv.
På samme måde med døbefonten; Vandet, vi bruger, er det samme, vi tapper, når vi skal vaske hænder eller koge pasta. Det er først, når ordet lyder, og vi bliver døbt i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, at der sker noget helligt. Alligevel er kirkerummet i almindelighed og Tolvkanten i særdeleshed noget særligt; Og oplevelsesværdig.
Her danser himmelrum og kirkerum med lyshullet i loftet pas de deux; ”Guds øje” ser ned og vi op, – og der skabes – ligesom med ordet – en livgivende forbindelse mellem himmel og jord. Vorherre og os;
Uanset hvad er det altså ikke kirken som bygning eller institution, der er hellig, – men Vorherres ord. Samtidig har vi brug for et sted at være, et helle – et sted at rette blikket hen eller op – et sted at kunne gå hen og gå ind – også i oktobermørket – for at blive tiltalt, uforstyrret blive afviklet, finde fællesskab, få hvile eller søge ly, – og blive mødt af Vorherres ord.
Ord, som skaber evig resonans, og som også vil lyde på novemberdagen, når Danmarks første tiny church, Tolvkanten herude i Nordhavn bliver indviet: ”Levende Gud, du som bor i himlen og på alle andre steder på jorden, hvor vi samles i dit navn…”
Så kom glad!
