Ophedet stemning på borgermøde: Planer om kæmpehøjhuse blev kritiseret i heftige vendinger

Over 100 mennesker var mødt op, da planerne for Langelinie og Marmormolen blev præsenteret på et borgermøde mandag den 18. august. Arkitekterne fortalte om klimaambitioner for de nye højhuse, men da mikrofonen blev givet til salen, begyndte kritikken af hagle ned over planerne. Især højden på byggeriet og fremkommeligheden i området vakte bekymring.

Langeliniespidsen er et sted, som mange har et nostalgisk forhold til. Måske har man siddet og set skibene komme ind som barn, fisket i solnedgangen eller spist is fra det ikoniske ishus, der markerer spidsens ende.

Men i fremtiden kan sceneriet ved ishuset komme til at se markant anderledes ud. På et nyligt borgermøde fik man indtrykket af, at ishuset kan blive noget af det eneste, der bliver bevaret på Langeliniespidsen, hvis planerne om blandt andet 230 nye boliger og et 120 meter højt boligtårn bliver til virkelighed.

Tirsdag den 18. august var over 100 mennesker mødt op på stolerækkerne i et stort, hvidt telt på Langeliniespidsen for at høre Københavns Kommune, Østerbro Lokaludvalg og arkitekterne bag projektet fortælle om fremtidsplanerne for Langelinie og Marmormolen.

Hvis de politiske ambitioner bliver ført ud i livet, skal der på Langeliniespidsen opføres omkring 230 boliger, blandt andet i det 120 meter høje tårn, mens Marmormolen får et 96 meter højt kontorhus og en ny bypark.

Høje klimaambitioner og beton i soklen
Vinden fik teltdugen til at klapre mod metalstængerne, mens plancher og visualiseringer af det fremtidige Langelinie blev vist frem foran forsamlingen.

Under første del af mødet blev projektets rammer præsenteret rosende vendinger.

Arkitekterne fra Vilhelm Lauritzen Arkitekter og Lendager introducerede byggeriet som et projekt med store klimaambitioner, der både skal give København flere boliger og samtidig åbne Langeliniespidsen mere op for offentligheden.

Efter planen skal der plantes omkring 340 træer i forbindelse med byggeriet, og træ skal også spille en markant rolle i selve byggeriet.

De forskudte altaner på højhuset er blandt andet tænkt til at skærme mod vinden, og ifølge arkitekterne er ambitionen, at byggeriets CO2-regnskab efter omkring 50 år skal gå i nul – blandt andet ved hjælp af de plantede træer.

Der blev også lagt vægt på, at området ikke kun skal være for dem, der kommer til at bo der. Der skal være promenader, grønne områder og offentlige områder i stueetagerne, ligesom der er planer om at etablere et mobilt havnebad.

Men selv et højhus, der i vid udstrækning skal bygges af træ, kræver et tungt fundament.

Under spørgerunden måtte arkitekterne da også erkende, at der skal graves omkring fire etager ned i jorden og bruges betydelige mængder beton for at få det 120 meter høje tårn til at stå stabilt.

Pølser og sodavand i den gale hals
Halvvejs gennem mødet åbnede en pølsevogn, og de fremmødte kunne få lidt indenbords, inden dialogen fortsatte ved temaborde og senere i plenum.

Selvom der både var pølser og dertilhørende sodavand at skylle de mange løfter fra arkitekter, lokaludvalg og embedsværk ned med, blev det dog hurtigt tydeligt, at forsamlingen ikke lod sig spise af med hverken grillmad eller grønne visioner.

Da mikrofonen efterfølgende blev sendt rundt mellem stolerækkerne, stod det klart, at begejstringen for byggeplanerne var sparsom blandt de fremmødte.

Adskillige hænder hang i luften, mens de ventede på at få fat i mikrofonen.

“Hvor er højhuset?”
Et tilbagevendende kritikpunkt fra stolerækkerne gik på højden af byggeriet. Flere mente, at de viste visualiseringer ikke gav et retvisende indtryk af, hvor voldsomt et 120 meter højt tårn vil tage sig ud på Langelinie.

Arkitekterne blev blandt andet kritiseret for konsekvent ikke at vise højhuset i sin fulde højde og i sammenhæng med de eksisterende bygninger.

Det lod til, at udtrykket “size matters” rent faktisk gjorde sig gældende blandt mange af de fremmødte, da byggeriets højde flere gange blev bragt op som et bekymringspunkt.

De fremmødte lod til at frygte, at højhusene vil komme til at dominere Langelinie og overskygge både eksisterende byggeri og områdets nuværende karakter.

Der blev også rejst modstand mod selve princippet i at bygge noget så markant på et sted som Langelinie.

En af de fremmødte fremhævede Langelinie som “alles eje” og som et rekreativt område, der i generationer har været brugt til gåture, lystfiskeri, is og udsigt over havnen.

Den samme fremmødte kritiserede projektet som et “prestigebyggeri med penge for øje under dække af, at det giver 40 nye almene boliger”.

Hvor skal trafikken være?
Det var dog ikke kun højden på byggeriet, der mødte gentagen kritik. Spørgsmål om trafik og fremkommelighed blev også rejst flere gange.

Hvordan skal de eksisterende veje håndtere trafikken fra flere hundrede nye beboere? Hvad med cyklerne? Renovationen? Servicekørslen? Og hvordan passer det sammen med den trafik, som allerede i dag følger med krydstogtskibene og de mange besøgende på Langelinie?

Nogle pegede på, at Langelinie i praksis fungerer som en lang blindtarm. Fra spidsen skal trafikken tilbage ad Langelinie Allé eller Langeliniekaj, før den kan fordele sig videre mod blandt andet Indiakaj, Folke Bernadottes Allé og Esplanaden.

Argumentet fra flere af kritikerne gik på, at et byggeri med omkring 230 nye boliger nødvendigvis vil sende betydeligt flere biler og cykler gennem et område, hvor vejene allerede er begrænsede.

Én politiker fra Borgerrepræsentationen
Forrest på stolerækkerne sad også aftenens eneste fremmødte medlem af Borgerrepræsentationen, Kristine Ammitzbøll-Bille (RV).

Det gjorde hende hurtigt til et naturligt mål for spørgsmålene fra salen.

Gang på gang blev hun bedt om at forklare, hvorfor der fra politisk hold umiddelbart er bred opbakning til projektet.

Ammitzbøll-Bille lagde ikke skjul på, at Radikale Venstre umiddelbart støtter planerne, men understregede samtidig, at hun netop var mødt op for at høre kritikerne og tage borgernes perspektiver med tilbage til rådhuset.

En af de fremmødte spurgte samtidig, hvorfor hun var den eneste politiker fra Borgerrepræsentationen, der var dukket op.

Den kritik mente hun dog ikke, at hun kunne gøres ansvarlig for.

“Jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal have kritik for at være her. Jeg er jo den, der rent faktisk er mødt op. Jeg er her på lige fod med jer i dag og for at tage jeres input med tilbage til forhandlingsbordet,” sagde hun.

Folket mod det etablerede
Også Østerbro Lokaludvalg og repræsentanterne fra Københavns Kommune kom flere gange til at stå i den modsatte ende af diskussionen fra de kritiske borgere.

Lokaludvalget har tidligere forholdt sig positivt til, at der endelig sker en udvikling på Langeliniespidsen, men har samtidig understreget, at der skal “værnes om den kulturarv, som Langelinie er, og som Spidsen er en markant del af”.

På borgermødet var det især den positive holdning til udviklingen, der kom til udtryk. Det lød mest som om, at lokaludvalget forsvarede byggeplanerne over for den kritik, der kom fra salen.

Efterhånden fik mødet derfor karakter af noget, der mindede om en kamp mellem ”folket” og ”de etablerede.”

Til sidst rejste en af de fremmødte sig, som var tydeligt modstander af projektet.

“Der er jo ikke kommet et eneste positivt spørgsmål i aften – undrer I jer ikke over det?”

Det viste sig dog, at der også sad mindst én i teltet, som var bosat i Nordhavn og støttede byggeplanerne. Hun tog ordet uden brug af mikrofonen:

“Vi bor i en by, som hele tiden udvikler sig. Hvorfor skal man stoppe med at bygge lige efter, at du har fået din bolig? Selvfølgelig skal man ikke det, men der er jo ikke nogen, der tør sige noget positivt i den her forsamling,” sagde hun med henvisning til den anspændte stemning.

Lokalplanforslaget er i offentlig høring frem til den 21. september. Derefter skal politikerne tage stilling til, om planerne skal vedtages endeligt.