Amalie Louise Vestergaard-Poulsen og Gustav Falgren fra Nordhus er initiativtagerne til et helt nyt koncert- og coaching koncept for upcoming bands, som starter til efteråret.
Amalie og Gustav bor og arbejder som kulturskabere i Nordhus i Nordhavn. De er gået i partnerskab med det velrenommerede musikfællesskab EKHO EKHO om OPKOMMER – en koncertrække som skal styrke ambitiøse upcoming musikere gennem professionel rådgivning, live-performance og kunstner-til-kunstner-forløb.
Projektet består af en koncertrække i Nordhus til efteråret. På hver koncertaften optræder tre artister/bands foran både publikum og et panel af erfarne branchefolk, der giver live-feedback, som musikerne kan bruge til at udvikle deres karriere. Hver aften er musikken udvalgt fra en bestemt genre eller underrepræsenteret målgruppe, fra kvinder og kønsminoriteter, metal og hiphop til elektronisk, jazz og country/folk.
En af de tre artister/bands får tilbudt et skræddersyet ‘Kunstner-til-kunstner’-forløb med PATINA eller Fallulah. Målet er at give deltagerne konkrete værktøjer og kompetencer, der kan hjælpe dem med at opbygge et bæredygtigt liv som musikere. Projektet har også fået støttet af Tuborgfondet.

“Projektet startede da vi var en gruppe kulturskabere, der søgte viden og sparring fra etablerede steder. Vi tog chancen og cold callede Ekho Ekho – og blev til vores store overraskelse inviteret til et møde ude hos dem. Det var ret vildt at opleve, at man bliver imødekommet af et så etableret sted, som gerne vil lave noget fedt med unge kulturskabere som os. Det første møde handlede om vores oprindelige ide, som var en enkeltstående jamaften. Ret hurtigt stod det klart, at vi ikke bare skulle lave en aften, men noget langt større,” fortæller Amalie.
Møde dem dér, hvor de er
Projektet har nu udviklet sig til et længerevarende forløb der skal hjælpe vækstlagsmusikere i underrepræsenterede grupper/genrer, udvikle dem og give dem netværk, samtidig med at det giver erfaring til unge projektudviklere.
“Mange oplever at musikbranchen er en svær grund at betræde og finde sit fodfæste på. Derfor har det været vigtigt for os at skabe et projekt, der både giver musikere en scene at stå på og mulighed for at få relevant sparring. En sparring der er tilpasset det sted, de står i deres musikalske udvikling. Vi vil gerne møde dem dér, hvor de er, hjælpe dem videre og sikre dem en bæredygtig karriere i branchen,” siger Gustav.

Enestående mulighed
EKHO EKHO er et musikfællesskab som holder til på Refshaleøen. Det er et af Danmarks største musikfællesskaber, og huser over 60 øvelokaler, der er indrettet i et tidligere omklædnings- og baderum til B&W-værftsarbejdere. Udover øvelokaler har EKHO EKHO også spillestedet Kloster Moster.
For lederen af EKHO EKHO, Matias Riber Rosendahl, er samarbejdet med Nordhus og kulturskaberne Amalie og Gustav en enestående mulighed for at løfte musikindustrien fra bunden.
“Det, at Nordhus’ unge er med i alle lag af processen har betydet, at OPKOMMER er blevet mere friskt og fokuseret på det nye, bæredygtige og mangfoldige, samtidig med, at de får en masse delt erfaring fra EKHO EKHO, som kulturskabere,” siger han.
I Nordhus lægger den daglige leder Marianne Hilst Pedersen vægt på at scenen i Nordhus kan deles af mange forskellige kunstnere, hvor man kan opleve et bredt spektrum af kulturoplevelser, herunder musik i mange genrer.
“Vi planlægger også en række mere intime koncerter fremover, og vi ser også meget frem til at være en del af årets CPH Jazz Festival”. Det handler for os om at være en levende, åben platform, hvor både nye stemmer og kendte artister kan mødes med publikum og inspirere hinanden,” siger hun.
Er Nordhus ved at være et etableret kultursted i København?
“Hvis det at være en scene for kulturtilbud, hvor forskellige mennesker kan udfolde sig – både gennem deres viden i talks eller gennem den kunst, de skaber i koncerter og udgivelser – definerer en musikvenue, så ja, så er vi på vej til at blive et etableret sted i København”, siger Marianne.
OPKOMMER har første koncertaften i Nordhus 12. september. Her er temaet “HÅRD ROCK/METAL – FRA DAD-ROCK TIL DOOM”. Artister og bands kan søge om at være med i OPKOMMER på EKHOEKHO
.