Selvbetjening for abonnenter

Gå til Selvbetjening I selvbetjeningen kan du administrere dit abonnement, for eksempel ændre perioder, tilmelde nyt betalingskort eller opsige.

Original stjernespækket western

Med flossede cowboys og masser af tør humor er The Sisters Brothers lige noget for dem, der elsker westerns, road movies over prærien og skæve karakterer.

Titel: The Sisters Brothers. Instruktør: Jacques Audiard. Skuespillere: Joaquin Phoenix, John C. Reilly, Jake Gyllenhaal, Riz Ahmed. Varighed: 122 minutter. Premiere: 27. juni

Yay! Jake Gyllenhaal er blevet en rigtig mand, og i ‘The Sisters Brothers’ bliver han jagtet af to andre cowboys, nemlig The Sisters-brødrene.

“S-I-S-T-E-R-S, som i sisters,” siger en af brødrene (høhø).

Jake Gyllenhaal bliver særligt husket som en lidt pudsenusset emoknægt i den i øvrigt seværdige indieklassiker ‘Donnie Darko’, hvis succes desværre også gjorde ham til en ‘laugh and a half’ i glemte amerikanske komedier som ‘Highway’ og Jennifer Aniston-bårne ‘The Good Girl’. Men først ‘Brokeback Mountain’ og siden særligt mesterværket ‘Zodiac’ om den berygtede amerikanske morder fik ham tilbage på banen, og i nærværende western bliver han jaget på prærien af de hardcore dusørjægere Eli og Charlie, spillet af buttede John C. Reilly og manisk-ekspressive Joaquin Phoenix.

Den dybt originale western handler netop om rigtige mænd, og hvad der gemmer sig bag facaden.

For der er ikke meget cool Clint Eastwood over Eli og Charlie, som er storebror og lillebror. Eli børster tænder og drømmer om at slå sig tilbage og åbne en butik. Charlie virker dybt traumatiseret. Han slog engang deres voldelige og fordrukne far ihjel og går nu selv i samme fodspor. Drikker som et svin og skyder løs efter forgodtbefindende.

Vi har at gøre med en sort komedie, ikke ulig Jim Jarmusch og Coen-brødrene, og der som de klassiske spaghettiwesterns vrider genren, til den for alvor bløder blod. I deres vej skal der skydes løs i en saloon fuld af ludere, men der kæmpes også mod naturen.

Eli sluger en giftedderkop i søvne, en scene der går lige ind, og han bliver lykkelig, da han ser er rent toilet.
Jagten er præget af den slags detaljerytteri og underfundighed såsom brødrenes løbende mundhuggeri. Charlie siger: “Du er godt klar over, at vores far var sindssyg, og at vi har hans blod i vores årer? Det blod er en gave og skyld i, at vi er så gode, til det vi laver.”

Med det mener Charlie at dræbe. Og Eli svarer: “Vores far drak, Charlie.”
Til det siger Charlie blot: “Touché.”

Den skæve western, lavet over den canadiske forfatter Patrick deWitts bog af samme navn, er instrueret af 67-årige franske Jacques Audiard, der de seneste 10 år har fået global succes med ‘Profeten’, ‘Smagen af Rust og Ben’ og ‘Deephan’ om en vicevært, der flytter til en fransk ghetto og bliver mere og mere nedbrudt.

Alt går også galt i hans nye amerikanske film.
De to brødre jagter den gale videnskabsmand Hermann Kermit Warm (spillet af rapperen Riz MC), som har en formel til at finde guld. Formlen vil de sikre sig gennem tortur og siden hen dræbe ham. Det er John Morris, spillet af Jake Gyllenhaal, der er ansat som detektiv til at opspore ham af deres fælles berygtede chef Kommandøren spillet af den netop afdøde Blade Runner-android Rutger Hauer.

Men detektiven John Morris slår sig til videnskabsmanden, der med sin formel til rigdom vil starte det ny samfund, en slags hippieutopia, hvor alle mennesker lever i fred og fordragelighed.

Problemet er så bare det, at lidt for mange har fået færden af formlen.
Spørgsmålet er så også om denne kemiske genialitet er så ufarlig som fredselskeren drømmer om …

Du skal have abonnement for at læse denne artikel Få adgang til Nordhavn Avis - Første måned på gratis prøve
Close

Translate »