I torsdags sluttede badesæsonen i Københavns Havn officielt. Blandt badezonerne har Badezone Sandkaj igen vist sig som et af de suverænt mest besøgte steder med over 100.000 besøgende i sommerperioden.
31. august gik havnebadenes livreddere går på vinterpause og havneværterne parkerer den røde gummibåd. Men havnens tre havnebade vil fortsat være åbne, dog uden livredderbemanding, ligesom de 10 badezoner og to strande også er åbne hele året.
Københavns Kommune, der står for havnens badezoner og havnebade, har netop opgjort, at 357.901 har besøgt havnebadene og badezonerne i København mellem 1. juni og 31. august. Til sammenligning benyttede 384.982 besøgende sig af badezonerne og havnebadene i samme periode sidste år.
Over en fjerdedel af gæsterne valgte at gå i vandet ved Sandkaj – nemlig omkring 100.000. Det samme antal var i vandet ved Islands Brygge Havnebad.
Man skulle tro, at havneværterne havde mindre travlt i juli end i de to øvrige sommermåneder på grund af vejret, men det har ikke været tilfældet. Deres registreringer viser, at de er gået i dialog med brugerne af havnen mere end 400 gange i løbet af sæsonen, og at deres arbejde har været pænt fordelt over hele sommeren. Havneværternes registreringer viser, at de er gået i dialog med ulovligt badende mere end 1.000 gange i løbet af sæsonen.
Havneværterne blev søsat i 2019 i et samarbejde mellem Københavns Kommune og By & Havn for at bidrage til at holde havnen sikker og sætte fokus på god havnestil.
Den 23. juni lancerede By & Havn appen KBH Havn, der samler informationer, regler, tips og tricks om badning, sejlads, kajak/sup og fiskeri i Deres telefon. På de godt to måneder, appen har været på markedet er appen downloadet mere end 23.000 gange. Appen fungerer nu på både engelsk og dansk og vil i den kommende tid blive udbygget med en sektion for gående/cyklende langs havnens kajkanter.
Få adgang til Nordhavn Avis - Første måned på gratis prøve