AP Pension og By & Havn har netop skrevet under på en salgsaftale om et areal i Sundkrogsgade på Svanemølleholm – lige overfor AP Pensions eksisterende byggeri.
Kontorbyggeriet er tænkt som en ren trækonstruktion imens parkeringshuset skal bygges med søjler og bjælker i massivt træ, og dæk i beton. Den type konstruktion beskrives som den første af sin slags i Danmark.
Siden 2024 har flere byggeselskaber samarbejdet med Dansk Brand-og Sikringsteknisk Institut (DBI) om at udvikle nye standarder for træfacader i etagebyggeri, noget som tidligere har været nærmest umuligt at få godkendt. Men nu er de første projekter testet og godkendt. Det skyldes omfattende undersøgelser med brug af f.eks. ikke-brandbare elementer, fremspring i facaden, flammeafbøjere og brandstop.
På parkeringshuset arbejdes der da også med at lave en fuld træfacade med brandimpregnering – eller en kombination af aluminium og træ, som man også ser det på et andet træbyggeri i Nordhavn – Ripple Residence.
Inspirationen til at bygge i træ kommer dog fra AP Pensions kontorhus Marmormolen ved Kalkbrænderihavnsgade, som bliver Danmarks største træhuse med høje ambitioner om at minimere CO2-udledningen i alle byggeriets faser – fra produktion og transport til drift og genanvendelse.
To tegnestuer
Kontorhuset og parkeringshuset er tegnet af to forskellige tegnestuer. Deres navne og de mere detaljerede planer er endnu ikke offentliggjort. Men det er planen at de to bygninger skal bindes sammen af “gennemgående arkitektoniske linjer og fælles greb i materialer og proportioner”.
I alt bliver det nye byggeri på 17.600 etagemeter, hvor 9.800 etagemeter bliver parkeringshus. Kontorhusets stueetage skal bruges til butik, café, mødelokaler og kantine. Også i parkeringshuset kommer der mulighed for publikumsorienteret erhverv i stueetagen.

Køber p-hus tilbage
AP Pension overtager arealet 1. december 2026, hvor byggeriet kan gå i gang. I forbindelse med grundsalget har AP Pension og By & Havn aftalt, at By & Havn køber parkeringshuset tilbage fra AP Pension, når byggeriet er afsluttet – forventeligt i 2028.









