Titel: En helvedes familie – Punk, pis og overdoser. Instruktør: Sami Saif. Medvirkende: Merle Allin, Arleta Baird, GG Allin, Dino Sex. Varighed: 71 minutter. Premiere: 2017 på CPH:DOX. Nu tilgængelig på DR
Undergrundsstjernen stod nøgen på scenen, han pissede og sked og sloges med publikum. Elskede alle stoffer, og specielt dem der var gratis. Proklamerede sin egen dato for selvmord. GG Allin blev en selvophøjet, levende undergrundsmyte i rockuniverset, antitesen til pænheden, det bornerte, det lortekedelige forstadsliv.Den danske dokumentar, der er fra 2017, men nu er blevet tilgængelig på DR.dk, undersøger, hvordan Allins ekstreme liv har påvirket familien, og hvilken status GG Allin har mere end 20 år efter hans død som følge af en overdosis.
Fortællingen begynder på kirkegården. Familiegravstenen er væk. Den blev væltet for nogle år tilbage, og nu har den lokale præst beholdt den i kælderen. Årsagen er hærværk. Jævnligt blev gravstedet besøgt. Der blev drukket og taget stoffer. Fans pissede og sked på den
Alt sammen på grund af GG og Merle, siger moren Arleta om de to brødre. Hun fortæller, at hun elskede Kevin, med fødenavnet Jesus Christ Allin, men ikke kunstneren GG Allin. At hun på trods af en voldelige, potentielt morderisk far, de flygtede fra i fattigdom, forsøgte at få dem til at blive advokater eller læger, men at de endte med at lave lortemusik.
Hun har sin rapkæftede charme. Dokumentaren bygger på interview med moren og med broren Merle, en ægte rock n roller med trucker-kasket og langt skæg. Hun husker og fastholder den “gamle” Allin og insinuerer, at han ikke var rask, men havde en skizofren diagnose. Merle fastholder myten. Han sælger merchandise fra sit hjem via Facebook. Såsom en iturevet Ramones-T-shirt, Allen gik med. Den er mere end blot dyr.
Hans brogede livsstil får smilerynkerne frem: Bandet eksisterer endnu. The Murder Junkies med ny forsanger er blevet en kommerciel succes. Ikke via radiostationer eller pladesalg, men de er begyndt at tage penge for trommeslagerens brugte trommestikkere, han stikker op i røven efter koncerten. Foran publikum. Dem kan han få 20 dollar for.
Bag facaden får vi indsigt i morens anger og kærlighed til sine sønner, og det er her, filmen triumferer. Man skal være en kold skid for ikke at blive rørt, og man fælder en lille tåre, når moren tager et brev frem fra Allin, med håndtegnet blomst, om hvordan han savner de stille dage som dreng ved poolen. Hun begræder, at hun ikke kan se sit barnebarn, der er blevet holdt væk fra familien.
Vi får også en del godter fra arkivet. Frontstage og backstage. Og man er fucking limet til skærmen hele vejen, fordi fænomenet GG Allin er så ekstremt, og det alligevel er fortalt så følsomt og underspillet. Man bliver aldrig badet visuelt i blod eller for den sags skyld lort. Men man beundrer den ultimative hedonisme, man fascineres – en smule – af selvdestruktionen, bliver skræmt af dødsdriften, men der er også uforsvarlige gerninger. Værst er nok et klip fra en pressesession, hvor Allin slår en kvinde ned, fordi hun spørger indtil hans planer om selvmord.
Merle forsvarer deres livsstil. Og over 20 år efter er GG Allin stadig et stort kultfænomen. Et symbol på den absolutte frigørelse.
