Selvbetjening for abonnenter

Gå til Selvbetjening I selvbetjeningen kan du administrere dit abonnement, for eksempel ændre perioder, tilmelde nyt betalingskort eller opsige.

Pakhusene på Sundmolen renoveres for 300 mio. kroner

De fire ældste pakhuse på Sundmolen skal renoveres og omdannes til moderne kontormiljøer. Men den historiske atmosfære skal bevares, fortæller By & Havn. Lejerne bliver inviteret med i renoveringsprocessen.

Forventningen er, at 45.000 kvm. nyrenoverede erhvervslokaler står klar og er fuldt udlejet i 2023. Renoveringen af pakhusene forventes at kræve en investering i størrelsesordenen 300 mio. kr. Renoveringen sker som led i By & Havns nye forretningsstrategi for de fire næste år, hvor man vil øge indtjeningen på udlejningsdelen i selskabet med 50 mio. kr. I forbindelse med renoveringen søges pakhusene om muligt bæredygtighedscertificeret efter standarden DGNB.

Interessen for de kommende kontorlejemål er stor, og der er dialog med flere lejere, som har udtrykt stor interesse for området og det at blive en del af det historiske fællesskab, som Sundmolen byder på, oplyser By & Havn. 

”Vi vil gerne skabe gode betingelser for et fællesskab mellem lejerne, og vi kan også se, at der er en stigende efterspørgsel på flerbrugerkontorer, hvor man deles om fælles faciliteter. Derfor er det en del af strategien for, hvordan vi udvikler pakhusene på Sundmolen, og vi er ved at undersøge mulighederne for en række forskellige tiltag som f.eks. fælles aktiviteter, fælleslokaler, kantineordning eller en fælles digital kommunikationsplatform,” siger Henrik Steenstrup, Direktør for Ejendomme & Byliv i By & Havn.

 De fire pakhuse som ombygges og renoveres er Pakhus 47, 48, 53 og 54. Nogle af dem er allerede delvist renoveret og udlejet til virksomheder fra især design- og arkitektbranchen. 

Det store pakhus 52 opført i betonelementer overlever ikke på Sundmolen. Det skal en dag gøre plads for boligbyggeri, når Containerterminalen på den anden side af Orientbassinnet er flyttet. Lejerne i pakhusene er bl.a. COBE, Vilhelm Lauritzen Arkitekter, Gottlieb Paludan, Gubi, Lendager Group, Greensquare, Energy HUB m.fl. Et femte pakhus på Orientkaj er af nyere dato og skal nedrives. Lokalplanen åbner mulighed for at der på længere sigt kan bygges ‘add-on’ etager på pakhusene.

Historie
Sundmolen blev anlagt sammen med Redmolen og Kronløbsbassinet i årene 1915-1918 og blev inkluderet i Frihavnen. I 1919 begyndte anlæggelsen af Orientbassinet, der oprindeligt blev kaldt ‘Ti Meter Bassinet’. Anlægsarbejdet blev dog stillet i bero i 1921 uden at være færdigt. Først flere år efter anden verdenskrig, i forbindelse med anlæggelsen af Levantkaj, blev Orientbassinet også bygget færdigt. Pakhusene på Sundmolen blev opført i 50’erne. 

Du skal have abonnement for at læse denne artikel



Få adgang til Nordhavn Avis - Første måned på gratis prøve

Close

Translate »