Selvbetjening for abonnenter

[maxbutton id="1"] I selvbetjeningen kan du administrere dit abonnement, for eksempel ændre perioder, tilmelde nyt betalingskort eller opsige.

Paper Towns: Pigen der hele tiden forsvandt

papertowns• Historien om Quentin (Nat Wollf) er i virkeligheden ligeså meget historien om Margo Roth Spiegelman (Cara Delevingne) – den gådefulde hjerteknuser. I sin stille landsbyvirkelighed vokser Quentin op med typiske middelklassedrømme og uden vilde eskapader. Hvad ellers kunne man ønske sig end en uddannelse, hustru, børn og bil? Da Margo flytter ind ved siden af Quentin, introduceres han til en helt ny verden af eventyr, impulser og natlige svinkeærinder

3stjernerPaper Towns.  Instruktion: Jake Schreier. Medvirkende:  Nat Wolff, Cara Delevingne, Austin Abrams m.fl. Varighed: 109 min.

Margo vil ud. Hun vil opleve verden udenfor hendes fordør. Gang på gang flygter hun hjemmefra, og gang på gang vender hun tilbage med historier mere fabelagtige end de forgående. Quentin og Margo vokser fra hinanden, men Quentins skjulte fascination af nabopigen fortsætter helt op til deres sidste år i high school. Ud af det blå banker Margo på hans vindue, og spørger, om han vil med på et hævntogt imod hendes ekskæreste. Sammen er de ninjaer gennem natten, og måske har Quentin endelig en chance med Margo.

Næste dag er Margo igen forsvundet. Sammen med sine to venner Ben (Austin Abrams) og Radar (Justice Smith) begynder Quentin at finde spor omkring Margos færden. For at finde Quentins kærlighed og skabe et sidste eventyrligt minde inden de efter high school tager hver til sit, beslutter de tre drenge sig for at køre fra Florida til New York dagen inden skolens afslutningsbal. De tre akavede drenge blomstrer i løbet af bilturen, hvor Ben og Radar kommer tættere på hver deres forelskelser.

Alle tre drengekarakterer er skrevet forbavsende godt. Klassens joker, Ben, er aldrig blot ’comic relief,’ men en afrundet person med egne usikkerheder og mål. Det samme med Radar, der tror han er underkuet af sin dominerende kæreste, Angela (Jaz Sinclair), som ikke kan lide hans drengestreger. Tværtimod har ’Paper Towns ’ tid og mod til at vise, at Radar tager fejl. Angela er ikke imod drengenes skøre indfald – hun har bare aldrig fået chancen for at være med.

Selvom filmens hovedroller ikke er Radar, Ben, Angela eller Lacey (Halston Sage), så får de stadig lov til at være personer med deres egne agendaer. Det er alt for sjældent tilfældet i teenage-film, hvor biroller blot er materiale for hovedpersonens rejse. Dertil kommer en lille håndfuld meget talentfulde unge skuespillere, der spiller manuskriptet med overbevisning. Især hovedrolleindehaveren Nat Wolff og Austin Abrams kan være på vej til lovende karrierer. Desværre kan det samme ikke siges om Cara Delevingnes karriereskifte fra supermodel til skuespiller. Hendes karakter er skrevet for utrolig og fantastisk til fortællingen om de mere virkelighedstro personager i filmen. Det affekterede dramatiske skuespil passer ikke ind, og det hjælper ikke, at hun ser flere år ældre ud end hendes klassekammerater.

Filmen cirkler om idéen om en ’paper town,’ som et navn for en fiktiv by korttegnere plejede at placere på deres kort for at sikre sig mod plagiering. Dette bliver på én gang brugt som et symbol på Quentins yderst planlagte hjemby, dens forudsigelige indbyggere og Margos ønske om at rejse til en ægte ’paper town.’ Som hun selv siger det; ”a paper town for a paper girl.”
Men hvorfor så stikke af? Hvis Margo føler sig papirtynd, hvorfor så ikke blive i den kedelige hjemby? Modsat, hvis hun trænger til eventyr og forandring, hvorfor så tage til en kedelig papirsby? Det er disse slags mærkelige plothuller, der hænder, når en romans litteratur omskrives til en films visuelle narrativ.

I sidste ende klarer denne anden filmatisering af en John Green roman sig langt bedre end sidste års ’En flænge i himlen’, der kejtet haltede sig igennem biograferne som en tåreperser for tweens. Teenagerne i ’Paper Towns’ er troværdige, og historien om at gro op og lære om sig selv er en klassiker indenfor genren. Filmen selv bliver ikke nogen klassiker, men titter alligevel op over den sørgelige konkurrence indenfor tidens teenage-film.

Close

Translate »