Næste år kan Københavns Havn tilbyde landstrøm til de mange krydstogtskibe, men skibene kan selv vælge, om de vil tage imod det. Nu kræver De Konservative på rådhuset at skibene skal betale en afgift, hvis de ikke bruger landstrøm.
Partiet ønsker at Økonomiforvaltningen skal rette henvendelse til By & Havn og CPH Malmø Port med en opfordring om, at selskaberne indfører en afgiftsmodel, så det bliver dyrere for krydstogtskibe at anløbe Københavns Havn, hvis krydstogtsskibene ikke tilkobler sig landstrømsanlægget.
“Afgiftsmodellen skal naturligvis hverken være eksorbitant høj eller skævvride til fordel for danske krydstogtsrederier”, skriver partiet i et medlemsforslag til Borgerrepræsentationen.
I 2028 vil Københavns Havn være fuldt udbygget med landstrømsanlæg til krydstogtsskibe. I dag er det imidlertid kun 46% af de besøgende krydstogtsskibe, som kan tage imod landstrøm. Da København årligt tager imod ca. 300 krydstogtskibe, kan man i værste fald imødese, at næsten 150 skibe fortsat vil anvende deres dieselgeneratorer, når de ligger i havn.