Hvis hverdagens advarsler var nyttige, eller bare relevante, kunne mange fadæser undgås. Tåbelige selvfølgeligheder har aldrig hjulpet nogen
• Jeg blev ret forskrækket, første gang jeg skiftede min printers blækpatron. På den brugte patron stod nemlig en advarsel: Inden jeg smed den ud, skulle jeg HUSKE at sætte hætten på; det var uhyre vigtigt, at jeg ikke smed tomme blækbeholder væk uden behørig beskyttelse.
Hvilket jeg selvfølgelig kom til. Og således, med alt håb ude, kunne jeg kun lukke øjnene og vente på eksplosionen. Jeg regnede med, at den ville have epicenter i skraldespanden. Eller måske ville printeren simpelthen selvdestruere og fylde stue med epson-konfetti? Ingen af delene skete, men åh nej, jeg havde fået blæk på fingrene. Uha. Da. Da.
Havde jeg dog bare skilt mig af med patronen på den foreskrevne facon; blæktilsølede fingerspidser er jo en af de allerstørste stressfaktorer, det ved alle.
Og mens vi er ved absurde advarsler, så er det heller ikke godt at vide hvor mange mennesker, der uafvidende ville spise alle mulige mærkelige ting, hvis der ikke blev advaret imod det. For eksempel står der ”OBS! Ikke egnet til menneskeføde” på de små plasticpose-dimser, der skal holde fugt væk fra hundens godbidder. Og heldigvis for det. Ellers ville hundredevis af hundeejere utvivlsomt – også – æde den lille fugtsuger, efter de havde fortæret hele posen med uhm-uhm hundesnacks lavet på kyllingebrusk. Den slags folk har jo ingen grænser.
Fis i en hornlygte, siger jeg bare. Hvis der endelig skal bruges tid og tanker på at gøre os opmærksomme på skjulte farer i hverdagen, så er der andre advarsler, som vil gøre langt større nytte:
Alle butikker, hvor tingene er uvirkeligt billige (Søstrene Grene, IKEA, Flying Tiger) burde have et skilt på døren:
”Er du nu sikker på, at du lige vil smutte herind bare for at købe en pakke stearinlys?”
Det bliver nemlig den dyreste pakke stearinlys ever, for inden man når frem til kassen, har man også lagt et par ekstra ting i kurven. Bare småtterier, forstås. Alt er jo så billigt, det er helt utroligt, ja, faktisk ville det være dumt at lade være, får man overbevist sig selv om, mens pigen ved kassen når frem til en samlet pris på to tusinde kroner.
Samtlige beklædningsgenstande (og accessories) indkøbt på rejser i eksotiske lande skulle have påsyet en reminder:
”To our visitors: There is a time and a place for this piece of clothing.”
Cool under palmerne er nemlig ikke nødvendigvis cool derhjemme. Den multifarvede maxikjole af tyl og bambusfibre ser ikke nær så fiks ud i bussen mod Nørreport en tirsdag i marts, som den gjorde ugen før på en ø i Det Indiske Ocean. Det gør rasta-fletningerne med de pink perler højst sandsynligt heller ikke.
Ethvert IKEA møbel med mere end tre dele, der skal samles, (det vil sige dem alle), burde bære et stort NB! Om at man ikke på nogen måde skal forsøge at samle tingesten alene. Minimum to personer, og gerne flere, skal der til. For man vil uvægerligt komme i en situation, hvor to lange metalstænger skal holdes parallelt, mens fire skruer skal skrues omvendt i en plade, som samtidig skal balancere på de to metalstænger. Om det så bare er et spejl, man har købt, så vil der være noget, der skal skrues i noget, der skal balancere. Altid.
Wondershape-super-opstrammende-ekstra-hold-undertøj burde i høj grad også komme med en påmindelse: Man bliver IKKE tyndere, og deller forsvinder ikke. De bliver kun omfordelt. Hvis super-duper-ekstra-hold trusserne gør mave flad, så vil mave helt sikkert vise sig et andet sted. Oftest som bombastisk, kødfuld fold ned over øverste trussekant. Som så kræver en super-duper-ekstra-hold top, hvorefter man får helt utroligt tykke skuldre.
Hvis man er heldig. De mindre heldige vil få mavedelle omfordelt som lille rygpukkel. At modellen, som bærer undertøjet, ikke har hverken pukler eller folder skyldes udelukkende, at hun i virkeligheden er næsten to meter høj, vejer halvtreds kilo og måtte have undertøjet syet ind.
Wifi routere og forstærkere skulle slet ikke være lovlige at sælge uden følgende tekst på æsken:
”Tillykke med dit nye wifi. Vær opmærksom på, at uanset hvor ofte sælger fortæller dig, at det ”bare skal sættes i stikket”, så er dette ikke korrekt. Du vil skulle bruge timer på at ringe til wifi-producent, bredbåndsudbyder og kabel-ejere, indtil nogen endelig forbarmer sig over dig og giver dig den tolv-cifrede kode, som systemet kræver. Vær yderligere opmærksom på, at vedkommende ikke kan forklare dig, præcis hvor koden skal tastes ind. Regn derudover med, at du, uden at vide det, nu også har ændret hele husstandens abonnement på både mobil og bredbånd.”
Og sådan kunne man fortsætte, for listen er lang.
Meget lang. Faktisk er jeg rent ud sagt forbløffet over, at endnu ingen har fattet behovet for flere relevante advarsler i dagligdagen. Og færre af de overflødige. Tænk på tidsspildet! Hver gang folk skal bruge tid på at læse etiketten med ”OBS! Leca kuglerne må ikke spises” på samtlige potteplanter i kontormiljøet, (really, altså, der kommer jo kun voksne mennesker. Højst sandsynligt har de passeret alderen, hvor man putter alt i munden), går der tid fra noget andet.
Og alt andet lige er folk nok også rigeligt pressede i forvejen; hætter til blækpatroner skal jo jævnligt lægges til side og findes frem igen, hver gang printeren løber tør for blæk.
Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 48 år gammel, har to sønner på 17 og 12 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.
