Selvbetjening for abonnenter

Gå til Selvbetjening I selvbetjeningen kan du administrere dit abonnement, for eksempel ændre perioder, tilmelde nyt betalingskort eller opsige.

Peder gjorde det: 1000 kilometer i kørestol

Nordhavnbeboer Peder Stausholm kørte i juli måned fra Gedser til Skagen i sin elektriske kørestol. Med sig havde han en hjælper og hunden Jackie.

30 overnatninger et nyt sted hver nat. 1000 kilometer. En hund og en hjælper.
Det er hvad 60-årige Nordhavnbeboer Peder Stausholm har fået sommeren til at gå med. Han tog 1. junli afsted på en tur gennem Danmark fra Gedser til Skagen.
Vel at mærke i elektrisk kørestol. Peder Stausholm er født med Cerebral Parese. Siden han var 12 år, har han været kørestolsbruger og afhængig af støtte fra hjælpere. Med turen ville han vise, at man kan gennemføre mange ting i livet, selv med en stærk funktionsnedsættelse.
Præmissen for turen er, at jeg vil indkvartere mig hvor jeg kan. Hos folk jeg kender, eller lærer at kende undervejs. Det bliver en hård tur. Der vil være store udfordringer, der skal overkommes med kreative løsninger, nødløsninger og skøre løsninger. Men jeg vil mærke og vise glæden ved at tage vilde beslutninger, og føre dem ud i livet, sagde Peder Stausholm til Nordhavn Avis før turen startede.

Væk fra landevejene
Starten gik 1. juli. De første dage tilbragte Peder mange timer i en garage i Nykøbing Falster, for at få lavet anhængertræk på kørestolen. Der var brug for at kørestolen skulle trække en cykelanhænger med bagage.
Men snart kunne turen starte.Med sig havde han sin hund Jackie, og en hjælper, som blev udskiftet hver uge.
Jeg fandt hurtigt ud af at det ikke var særlig sjovt for hverken mig, Jackie eller min hjælper at køre på store landeveje, hvor der ikke var cykelstier, hvilket jeg ikke havde tænkt på inden turen. Det betød at vi måtte lave lidt om på ruten, dog ikke på kilometertallet. Mig og min hjælper blev hurtigt træt i hovedet af den susende lyd fra de hurtigt forbikørende køretøjer, så vi måtte finde nogle mindre cykelruter, fortæller Peder, som nu er hjemme i lejligheden i Nordhavn igen. Godt træt efter de mange strabadser.

Problemer
Hver dag skulle der køres 30-50 kilomter, for at tidsplanen kunne holde. Og den største udfordring på turen viste sig hurtige at være manglen på en personlift. Som Peder normalt er afhængig af, når han skal på toilettet eller ligge ned. Men der var ikke plads til en personlift på turen, hverken i traileren eller på hjælperens cykel. Når Peder skulle på toilettet, var gode råd faktisk dyre.
Så det var noget med at finde ud af, hvilke plejehjem eller sygehuse der lå i nærheden af, hvor vi var. Dett kunne godt betyde at vi skulle køre 5-10 kilometer ekstra, fortæller Peder.
Han overvejer nu at finde nogen som kan hjælpe med at opfinde og lave en personlift som ikke bruger strøm, og som ikke fylder eller vejer meget. Det vil gøre det muligt at ordne toiletbesøg på vejen, og at komme ned og ligge og sove på en luftmadras om natten, i stedet for at skulle sove i sin stol.
Sidder der en smed eller en der mener det vil være en spændende opgave, måske endda en ingeniørstuderende, så er vedkommende velkommen til at kontakte mig. Jeg synes VIRKELIG det var en stressfaktor at kunne mærke at skulle på toilet uden at vide, hvornår man kan komme det! siger Peder.

En fremmed banker på
Peder havde planlagt forskellige besøg på vejen, blandt andet hos sin tidligere kunstlærer i Ry og sin storebror i barndomshjemmet i Serup ved Silkeborg. Men på det meste af turen mødte han vildt fremmede mennesker, som tilbød rejseselskabet ly for natten. De havde måske set ham på TV2s regionale stationer, som var gode til at følge hans tur og lave nyhedsindslag om den.
Den største positive overraskelse var helt klart folks åbenhed og gæstfrihed når jeg ringede på om aftenen og spurgte om jeg kunne overnatte i deres garage, skur eller lade. I starten var der nogle der troede at mig og mine hjælper var tricktyve, så der måtte jeg ringe på et par gange før jeg fik husly. Jeg fandt også ud af at det var bedst at komme før 21.30. Der var flere der tilbød aftensmad, morgenmad, kaffe og kage og der var tilmed en der lavede natmad til os kl 23.30, skænkede både vin og øl, og blev oppe og snakkede og hyggede med os ind til kl. 02.30.
Peder oplevede også en positiv effekt af at have været i fjernsynet.
Folk dyttede og vinkede ude på vejen. Nogle stoppede for at tage en selfie med mig.

Fedt at prøve det frie liv
Hans råd til andre handicappede, som vil kaste sig ud i lignende udfordringer, er at sørge for et godt samarbejde med hjælperne.
Hvis man skal prøve noget så ekstremt som at køre fra Gedser til Skagen, så er det meget vigtigt at forventningsafstemme med sine hjælpere)og snakke om hvilke problematikker man vil kunne komme ud for. Og hvis der opstår situationer på turen, er det vigtigt at man sætter sig ned og snakker det igennem.
Peder Stausholm er træt i disse dage. Turen har krævet mange kræfter. Men han synes at al planlægningen og den hårde tur i sig selv har været det hele værd.
Til daglig har jeg en meget struktureret hverdag. Det var fedt ikke at vide hvor man skulle overnatte, når man stod op morgenen. Det kunne jeg godt unde folk at prøve en gang imellem.

Se nyhedsindslagene med Peder Stausholm på TV2s regioner. Eller på hans egen youtubekanal ‘Peder Stausholm’.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel Få adgang til Nordhavn Avis - Første måned på gratis prøve
Close

Translate »