Når man nærmer sig de halvtreds, forsvinder farver og former i moden. Medmindre man klæder sig efter mentalitet
Da jeg vågnede forleden morgen, havde jeg pludselig rundet mit sidste år i fyrrerne. Mit allersidste år, inden det knivskarpe, halve århundrede. Sjit. Niogfyrre er alligevel deroppe af, og halvtreds er så meget ikke de nye tyvere, uanset hvad man prøver at bilde sig selv ind. Ikke at jeg lider af vrangforestillinger i den retning, jeg prøver faktisk at tilpasse mig nogenlunde efter de første seks cifre i mit cpr. (Her mener jeg så i forhold til min fremtoning og tøjstil; min adfærd er en helt anden historie.) Men det bliver efterhånden sværere og sværere: For jeg er nemlig pjattet med stærke tøjfarver, og det er da alletiders med en knaldrød kjole. Desværre mener mainstream-moden noget helt andet.
Det gik tydeligt op for mig, da jeg som nybegynder-niogfyrreårig kiggede mig omkring i en H&M. Som vanligt blev mit blik tiltrukket af pink, turkis, lilla og rød, og jeg blev helt glad indeni. Indtil det gik op for mig, at jeg måtte stå i en forkert afdeling. Der stod ganske vist damer på skiltet, det er jeg sikker på, for jeg tjekkede det to gange. Alligevel var jeg omringet af mininederdele (model ’ekstra-mini-kort’), leggings med guldfrynser samt toppe med broderede variationer af ’Be My Sugar Daddy’ på brystet. I pallietter. En ret lækker, grøn bluse så helt normal og tilforladelig ud, indtil jeg vendte den om, og ryggen viste sig at være lavet af to stykker tandtråd med glimmer. Og de knaldrøde kjoler? Desværre stod der ’bambus’ på dem allesammen: eller måske var det ’bimbo’, jeg nærlæste ikke.
WTF? (Ikke eksempel fra beklædningsgenstand.) Man driver lidt væk fra trediverne og nærmer sig måske de halvtreds, og pludselig er der en særlig afdeling i tøjbutikkerne. Og mens de festlige farver har en Tezzi (femogtyve år gammel, maks), som chefdesigner, er det Merete (uden H, med page, midthalvtredserne), som sidder på de andre designs, i de andre farver. Langt-oppe-i-fyrrerne-plus-farverne, som tilsyneladende inkluderer overgangsalder-okkergul, rynke-rustrød, og støvet gammelgrøn. Bare for at nævne de mest sprælske på paletten. Og vel er der ikke mininederdele, og tak for det, men lidt sammensyning af tekstilerne ville heller ikke skade. Det er slemt nok, at hele efterårskollektionen er bæ-brun. Når den samtidig næsten udelukkende består af store stofstykker, man bare vikler løst camouflerende om sig, så nærmer det sig uforskammethed. Jeg beder ikke om det umulige; bare en bluse, i lilla, for eksempel, med ærmer og ryg. Og hvor der ikke står ’røv’ på maven.
Men måske får jeg som fortjent. For selv om pallietter og fy-ord i pink ikke afspejler mig rent stilmæssigt, så er det ikke helt ved siden af, hvis man skal kigge på den mentale side af sagen. På trods af at jeg er en lille smule tæt på at have et halvt århundredes levet tid og visdom på kontoen, så falder jeg stadig for de mest åndssvage anti-age kampagner. Ja, muligvis er jeg i den forbindelse endnu mere tåbelig i dag, end jeg var, dengang jeg rent faktisk ville gå i en pink ekstra-mini-kort mininederdel. Popper der en reklame op på mobilen om en ny – og ”mest fantastiske nogensinde” – foundation, så er jeg den glade køber. Også selv om den kommer fra et eller andet obskurt, asiatisk land, er otte uger om at nå frem, koster fire gange købsprisen i told, og desuden ikke er spor fantastisk. Især det sidste er jeg utrolig god til at fortrænge. Som en anden teenager med uudviklede frontallapper, hvor intet lagres, køber jeg også den næste, (endnu mere fantastiske), foundation. Og helst sikkert også den næste. At den første fik mig til at ligne en geisha i svære smerter, og den anden noget skurkeagtigt ovre i Batman genren, er sagen fuldstændig uvedkommende.
Så måske jeg alligevel skulle investere i noget tøj fra Bitch Kollektionen. Bare et enkelt sæt, som jeg skal huske at tage på, hver gang jeg vil shoppe anti-age produkter online. Det skal være min huskeseddel: Glimmersnorene, pallietterne, slagordene og det alt for korte design, skal minde mig om, at jeg netop har mere end femten et halvt års livserfaring at trække på. En hel del år mere, faktisk. Og at jeg derfor ligeså lidt burde tro på produktbeskrivelserne, som jeg burde sidde i lårkort glitter. Det skulle jeg muligvis være kommet på, inden jeg for seks uger siden bestilte den nyeste revolution inden for bortskafning af alderstegn: En lille sugekop, som gør et eller andet med vakuum; den fjerner simpelthen alle streger, rynker og linjer i ansigtet! Og de runde sugemærker efter behandlingen forsvinder også! Ret hurtigt! Selv hvis pakken fra Kina i virkeligheden viser sig kun at indeholde en stor afløbssvupper, så kan det da godt være, at den virker alligevel. Og jeg kan altid camouflere sugemærker med et fikst og luftigt stykke tekstil fra den bæ-brune afdeling.