Nu skal alle borgere være med til at indrette den kommende Naturpark Nordhavn. Fronterne er trukket skarpt op mellem idrætsorganisationer og naturvenner. Og hvad mener Nordhavns beboere?
“Du vil først møde skoven – et område med træer, der giver plads til skovens fugle og til ophold. Dernæst kommer du til fælleden. Et stort område med græsser, blomster og spredte træer og buske. Her vil du kunne opleve vidder, selv om du er i byen. Du vil have den flade slette med det udsyn, der er til himmel og hav. I midten vil der være en stor sø“.
Sådan beskriver foreningen Nordhavns Naturvenner deres vision for den kommende naturpark Nordhavn. En 100 hektar stor park som skulle strække sig langt ind på Nordhavn, og stort set lade naturen råde. Idræt og andre friluftsaktiviteter foreslås at ligge i et mindre område op til Tunnelfabrikken. Selve fælleden kan dog bruges til “f.eks. opsætning af drager”, skriver foreningen.
“Mennesker af kød og blod”
Naturpark Nordhavn blev vedtaget af folketinget i 2018. Størrelsen af parken blev 28 og ikke 100 hektar. Og indretningen bliver heller ikke helt som naturvennerne foreslår. I hvert fald har flere af de store idræts- og friluftsorganisationer lavet deres egen vision for parken, hvor der er er meget mere plads til idræt, motion, leg og ophold. og mindre plads til vilde blomster og tudser.
“Det er mennesker af kød og blod, som skal flytte ind i det nye Nordhavn. De har brug for at kunne være aktive, og de har brug for at kunne dyrke fællesskaber og foreningsliv tæt på, hvor de bor”, sagde idrætspolitisk konsulent i DGI Storkøbenhavn, Kasper Lund Kirkegaard da organisationernes udspil blev sendt ud for to år siden.
Ridning, fodbold, mountainbike, vandsport…
Bag udspillet stod DGI Storkøbenhavn, DBU København, Københavns Svømmeklub, Boldklubben Skjold og Nordhavn IF. Foreningerne ønsker bl.a. nye fodboldbaner, velplacerede mountainbike-ruter, stier til motionsløbere« og blødt underlag til ridning. Desuden ønsker de såkaldte støttepunkter til aktiviteter i vandet som kajakroning, standup-paddling, windsurfing og svømning.
Dialog
Men hvordan skal de 28 hektar anvendes. Det spørger Københanvs Kommune nu borgerne om. Fra september til december 2021 gennemfører Københavns Kommune en såkaldt københavnerdialog om Naturpak Nordhavn med bl.a. fokusgruppeinterviews, en naturparkdag med dialogmøder og gåture i området. Aktiviteterne annonceres på sociale medier, plakater flyers m.v.