Selvbetjening for abonnenter

Gå til Selvbetjening I selvbetjeningen kan du administrere dit abonnement, for eksempel ændre perioder, tilmelde nyt betalingskort eller opsige.

Plan for Kulpladsen standset

Arkitektkonkurrencen for Kulpladsen ved Svanemølleværket er aflyst. Og By & Havn træder ud af samarbejdet om det tekniske museum DTM 4.0 i Svanemølleværket.

Der bliver foreløbig ingen arkitektkonkurrence om udvikling af Kulpladsen nord for Svanemølleværket, og By & Havn kommer ikke til at deltage direkte i udviklingen af Teknisk Museum i Svanemølleværket. Det fremgår af en pressemeddelelse fra By & Havn 3. maj.

By & Havn ejer grunden, hvor værket ligger, og har en aftale om at købe den enorme bygning af ejeren, som er energiselskabet Ørsted. I flere år har By & Havn også deltaget i Bygnings- og Udviklingsfonden DTM 4.0 sammen med Danmarks Tekniske Museum, Københavns Kommune HOFOR og Ørsted – ligesom en række ministerier har været dialogpartnere.
Planen har været at skabe en stor kulturdestination i Nordhavn, men også området omkring værket skulle indgå i den samlede vision. Sidste år blev der udskrevet en arkitektkonkurrence for Kulpladsen, hvor By & Havn gerne vil bygge en erhvervsejendom samt anlægge promenade og rekreative områder.

Samtidig skulle der gøres plads til HOFORs planer om at udbygge et energianlæg lige op ad Svanemølleværket. Der er tilsyneladende opstået et behov for et endnu større anlæg, og det gør at By & Havn nu trækker sig:

“Planlægningen for området betyder imidlertid, at en større del af grunden nu forventes anvendt til HOFOR’s nye spidslastanlæg som er nødvendigt for byens varmeproduktion. Derfor aflyses den arkitektkonkurrence, som By & Havn skulle i gang med for hele grunden, og sammen med Bygnings- og Udviklingsfonden vil By & Havn nu finde en ny samarbejdsmodel, som kan sikre, at de ambitiøse udviklingsplaner for Teknisk Museum i Svanemølleværket kan realiseres,” skriver By & Havn i pressemeddelelsen.

Formand for Bygnings- og Udviklingsfonden DTM 4.0 er Lars Liebst. Han udtaler at planen nu er at at få placeringen af HOFORs nye spidslastanlæg på plads, så fonden kan lave en plan for overtagelse af selve Svanemølleværket og udskrive en arkitektkonkurrence for værkets omdannelse.

”Vi afslutter samarbejdet med By & Havn om denne ejerkonstruktion i god ro og orden og intensiverer arbejdet med at realisere projektet i samarbejde med bl.a. Københavns Kommune, Ørsted, HOFOR. By & Havn ejer grunden, så de vil fortsat være en god og nær samarbejdspartner for os,” udtaler han i den fælles pressemeddelelse.

Nordhavn Avis har søgt at få uddybet pressemeddelelsen hos By & Havn, men endnu ikke fået svar. Sagen opdateres…

Du skal have abonnement for at læse denne artikel



Få adgang til Nordhavn Avis - Første måned på gratis prøve

Close

Translate »