Den tomme grund på spidsen af Langelinie skal have 100 meter højt boligbyggeri. Det fremgår af et nyt notat.
Det er selskabet Harbour P/S som planlægger at bygge et stort boligprojekt på Langelinie – med to tårne på hhv. 18 og 36 etager.
Det er hensigten at der her skal være boliger – især ejerboliger men også en del almene boliger. Det skriver Magasinet KBH på baggrund af et såkaldt afgrænsningsnotat forud for en miljøkonsekvensrapport for projektet.
Der findes endnu ikke offentliggjorte tegninger eller billeder af højhusene.
Harbour P/S er et konsortium bestående af PensionDanmark Ejendomme, ATP Ejendomme og By & Havn. De er i forvejen i gang med et højhusprojekt på spidsen af Marmormolen – lige på den anden side af indsejlingen til Søndre Frihavn.
For år tilbage arbejdede partnerne med et ambitøst projekt tegnet af Steven Holl – hvor højhuse på 100 meter på hver side af indsejlingen skulle forbindes med en frithængene gangbro i 65 meters højde – et projekt som nu er skrinlagt.
Det nye projekt på Langelinie er ved at blive udviklet i samarbejdet med arkitektfirmaet Lendager, og man skal måske kigge til Århus Sydhavn for at få en idé om højhusenes udseende. Her har Lendager tegnet det prisbelønnede højhus “Træ”. Et projekt opført delvist af træ og genbrugsmaterialer som brugte vindmøllevinger og kasserede lamper fra Netto. Derudover er facadeplader, mursten, termoruder og andre materialer også genbrugt fra andre byggerier.









