Planerne om at bygge nye højhuse på Langelinie og Marmormolen har fået kommentarsporene til at gløde på sociale medier, men indtil videre er der kun kommet et begrænset antal høringssvar.
Lokalplanforslaget for de nye højhuse ved Langelinie og Marmormolen kom i offentlig høring i slutningen af juni. Debatten har raset på de sociale medier, men i selve høringsportalen har protesterne indtil videre været begrænsede: Den 1. august var der kun registreret 12 høringssvar, skrev Magasinet KBH.
Nu, tre dage senere, er tallet vokset til 22 – altså næsten en fordobling.
I sammenligning med, at der i forbindelse med omdannelsen af Palads tikkede over 3000 høringssvar ind, forekommer tallet dog stadig at være i den lave ende.
Selve byggeriet er tegnet af tegnestuerne Lendager og Vilhelm Lauritzen. Planen rummer to tårne: Et 120 meter højt boligtårn i træ for enden af Langelinie og et 96 meter højt kontorhus på Marmormolen.
Tilsammen skal de udgøre et nyt vartegn ved havnens indsejling, og hvis planerne føres ud i livet vil udsigten fra flere steder i Nordhavn – blandt andet Nordø – komme til at se markant anderledes ud.

Flere af de nye høringssvar retter en skarp kritik mod projektets skala. En borger fra Trelleborggade i Nordhavn skriver:
“Planerne om at opføre et 120 meter højt højhus på Langeliniespidsen er udtryk for manglende respekt for københavnerne“
Borgeren peger blandt andet på, at Nordhavn i forvejen er præget af høje bygninger tæt på vandet, og frygter, at Langelinies udtryk bevæger sig i samme retning:
“Nordhavn er allerede domineret af alt for højt byggeri alt for tæt på vandet. Lad os ikke viderebringe denne elendige byplanlægning til Langelinie“
Bekymret borger: Det vil skygge for FN-byen og Nordø
En anden borger, fra Mariehamngade, er mere forbeholden i sin kritik og bakker op om dele af planerne – men ikke højden på det største tårn:
“– “Jeg er grundlæggende positiv over for udvikling af området og intentionen om at skabe nye byrum, grønne strukturer og bedre offentlig adgang til molespidserne. Men jeg kan ikke støtte opførelsen af de planlagte højhuse, særligt tårnet på 120 meter“
Ifølge borgeren bryder tårnet med den eksisterende skala i området, hvor selv de højeste bygninger i Nordhavn typisk ligger mellem 50 og 80 meter:
“Et tårn på 120 meter vil derfor fremstå som et dominerende element, der visuelt overtrumfer både FN-byen, Nordø, Portland Towers og de øvrige havnebygninger“
Borgeren foreslår i stedet, at det høje tårn sænkes til mellem 60 og 70 meter, så det passer bedre til Nordhavns eksisterende bebyggelse.
Om de ti nye høringssvar er udtryk for, at debatten for alvor er begyndt at vokse – eller at borgere, der har fulgt sagen fra sidelinjen, nu skriver, inden fristens udløb – vil vise sig i de kommende uger og måneder. Fristen for at indsende høringssvar er den 21. september, så der er altså stadig mulighed for at give sin mening til kende.
Østerbro Lokaludvalg og Københavns Kommune inviterer desuden til et borgermøde tirsdag 18. august fra klokken 18 til 20 – denne gang udendørs på selve molespidsen, lige op ad Ishuset.
Foto øverst: Harbour P/S





