Selvbetjening for abonnenter

Gå til Selvbetjening I selvbetjeningen kan du administrere dit abonnement, for eksempel ændre perioder, tilmelde nyt betalingskort eller opsige.

Præstens klumme: Lyset i mørket

Det er – unægtelig – mørke dage – nu her i december. Dage, der længes, når vinteren strenges, – også selv om det ikke helt er samme strenge vinter, som da jeg var barn og løb på skøjter på den isklare frostne skovsø eller byggede kæmpestore snehuler i haven…

Af præst Louise Sihm Knudsen, , Hans Egedes Kirke   og Tiny Church Tolvkanten

Mørke dage, men med solhvervet, der ligger og venter lige rundt om hjørnet. Med Lucia i havnen, svømmende lanternebærende ”vikingeluciaer” – og hatten af for dem. Dage med en længsel og et håb forude, der tripper for at åbne døren ind til lysets dag, juleaften. Et over 2000 år gammelt lysekko, der baner sig vej op gennem historien og rammer os og hele jorden – den 24.december. Hvert år.

Dagen ligger godt midt i mørket ,– for så meget desto mere giver den lyset resonans. At tale lyset ind og op i vores liv giver  nemlig også – helt ind-lysende – god mening. Det er i lyset alting ses. Bedre og mere klart. Det er i lyset alting gror. Lyset er livgivende. 

Derfor lyser vi altid velsignelsen i kirken. Og selvom vi ind imellem føler, vi lever i mørket og dødsenglens skygge – i det grå og leverpostejfarvede, – ja, så kommer lyset tilbage; Altid. 

Lys var der også – og sol; Smuk blå klar høj himmel; Frostklarhed og hundekoldt – derude på Vesterhavsvej 2 – den sidste søndag i kirkeåret; Hvor Danmarks første tiny church holdt kirkelig ibrugtagningsgudstjeneste; Og hvor biskop over Københavns stift Peter Skov-Jakobsen og Holmens – Østerbros provst Birgitte Kvist Poulsen i dagens anledning kom forbi og ceremonielt, festligt og højtideligt – indstiftede den lille Tolvkantede trækirke, således at den nu kan tages i brug som ceremonikirke og få sit eget liv; Sit eget lysende liv. 

Der gik da heller ikke mere end få dage, så lagde den rum til sin første vielse, – hvor velsignelsen kastede al sin glans på det glade par, der fra nu af kan spadsere videre sammen ud i livet med himmelhullet over sig; En glorie af lys. For de sad netop lige i hjertet, – i midten af kirken – da de blev gift, lige dér hvor ovenlyset tittede ned og lyste på dem…  ,eller hvor Vor Herres øje venligt blinkede ned til dem med lovning om, at han vil holde et kærligt øje på dem altid. I mørke dage og i lyse.   

Lyset er i det lys – også – insisterende. I hele december taler vi det ind og op ved først at tænde et, så to, så tre, så fire lys – og til sidst ikke kan gøre andet end overgive os til det. For vi er nok lidt som det folk, profeten Esajas skriver om, ”Det folk, der vandrer i mørket, der skal se et stort lys, – at lyset skinner på dem, der bor i mørkets land.”

For det sker jo. Lyset kommer ligesom umærkeligt og insisterende med al sin herlighed, så vi kan se andet og mere end det der gik – og går galt. Se lyse begyndelser. Også selv om vi står ude i en kulsort skov – eller bare er gået i total sort, og synes det hele er noget bras…

Tænk bare på hvad englene siger til hyrderne ude på julenatsmarken, hvor alt har været sort med sort på; ”Frygt ikke” er ordene;  De siger ikke: ”Der er ikke noget at være bange for!” De siger ”Frygt ikke” , som betyder, at der er mange ting, vi kan være bange for, –men at det ikke skal få lov til at sætte sig i os og formørke vores liv.

For hyrderne ude på marken har helt sikkert også været bange for mange ting: de vilde dyr, sulten, kulden og de romerske soldater. 

De har været ret udsatte og deres situation temmelig håbløs, – og det er netop pointen i juleevangeliet ,– at der er en fortælling, der er større end det, vi kan frygte. Nemlig: at Gud er blevet menneske, for at være sammen med os. At Guds stiller sig ved siden af vores frygt. Som det lys, mørket ikke kan få bugt med. Jo, lyset er livgivende; Mørkenedbrydende.

Må alle vi, der bor i Nordhavn eller lægger vejen forbi, se lys overalt i disse mørke dage, – uanset hvor i livet og hvor i verden vi befinder os;  Må alle glæde sig over lysene – både de, der pynter i alle træerne i Århusgade –  og alle de, der hænger på altanerne; 

Glæde sig over det lys, der ind imellem viser sig på himlen og nogle morgener bare farver alle kajerne herude lyserøde med en lilla stribe på, så det kan slå benene væk under selv en habil morgenløber. Må alle glæde sig over lyset; 

Også det på juletræet og stjernens lys på toppen – og de millioner af stjerner oppe på den dejlige himmel blå  – foruden lyset fra himmelhullet i Tolvkanten, – og sidst, men ikke mindst – glæde sig over lyset i hinandens øjne. Rigtig lysende december – og rigtig glædelig jul!

Du skal have abonnement for at læse denne artikel Få adgang til Nordhavn Avis - Første måned på gratis prøve
Close

Translate »