Hvad gør det ved os at være bevidste om vores kulturhistorie, formidlet gennem kunsten? Og hvad sker der i os, når vi mærker, at historien lever?
Af Præst Christian Bro, Hans Egedes Kirke og Tiny Church Tolvkanten
Jeg har, siden jeg var barn, været fascineret af historie. Når jeg gik hjemme på de fynske marker og pludselig stod med en flinteøkse i hånden, var det, som om tiden opløstes for en stund.
Måske var jeg den første, der holdt den, siden den lå i hænderne på en af vores forfædre fra stenalderen. Det føltes som at holde historien i hånden.
Men det kunne også være på rejser rundt i Europa, hvor min mor, bror og jeg var tvangsindlagt til at høre min far, fuld af begejstring, fortælle om historien bag pladser, skulpturer og bygninger. Eller når vi blev trukket gennem endnu et museum. Jeg elskede det. Jeg slugte hvert ord.
Noget af det, der særligt fascinerer mig, er levende historie, når noget, der blev skabt til et bestemt formål, stadig i dag anvendes til det samme. Et af de stærkeste og mest udbredte eksempler på det, er vores mange middelalderkirker. De blev bygget for små tusind år siden til at holde gudstjenester i, og bruges stadig i dag, uge efter uge, til samme formål.
I forrige weekend var jeg på et ophold på Brøndums Hotel på Skagen. Det kan måske ikke prale af tusind års historie, men har dog lige siden midten af 1800-tallet taget imod gæster, som de også gør det i dag. Allerede når man træder ind ad døren, mærker man roen og den særlige ånd, der hviler over stedet og i de smukke stuer, hvor malerier malet af de kendte Skagensmalere pryder væggene.
Her har historiske personer som Georg Brandes, Carl Nielsen, Marie og P.S. Krøyer, Holger Drachmann samt Anna og Michael Ancher holdt middage og fester. Blandt hotellets øvrige gæster finder man også H.C. Andersen og Karen Blixen.
At bo der føles som at træde direkte ind i levende kulturhistorie, hvor alt er som det var.
For nogle uger siden oplevede franskmændene et opsigtsvækkende indbrud på Louvre, hvor en betydelig del af de franske kronjuveler blev stjålet. Smykker af enestående kunstnerisk niveau, udstillet i den strålende sal, ved navn “Galerie d’Apollon”. At betragte dem dér, i det rum, var en oplevelse af sjælden skønhed, en oplevelse, der nu ikke længere er mulig.
Der er ikke mange formildende omstændigheder i den sag. Men der er dog én afgørende forskel mellem de franske og eksempelvis de danske kronjuveler: De franske smykker havde mistet deres oprindelige funktion. De var blevet museumsgenstande.
De danske kronjuveler derimod er levende historie, de bæres, som de var tænkt til, stadig ved særlige lejligheder. De minder os om, at historien ikke kun findes i bøger og i glasmontre, men også i brugen, i traditionen og i hænderne på mennesker. Tyveriet i Paris er trist, fordi juvelerne var et vidnesbyrd om en del af Frankrigs historie.
De forbandt os fysisk til historien og mindede os om den. Som når man pludselig finder en flinteøkse på en fynsk mark, bevares mindre fornem sten, men også med følelsen af at stå med historien i hænderne.
I går kom jeg hjem fra en tur til Washington og New York, hvor jeg besøgte min gode ven Esben Lunde Larsen.
Vi besøgte flere kunstmuseer, og hvad man ikke kan opleve af kunst i verdensklasse dér: Picasso, Matisse, Van Gogh. Det ene mesterværk efter det andet.
Vi besøgte også Hillwood Estate, hvor den stenrige amerikanske kvinde Marjorie Merriweather Post (1887–1973) samlede ufattelige mængder af kunst og antikviteter med særligt fokus på genstande fra den russiske Zar-familie.
Samlingen indbefatter blandt andet to af de uvurderlige og næsten mytiske Fabergé-æg. De formidler på en helt enestående måde historien om den russiske Romanov-families storhed og dens fald, hvor mange af familiens kunstgenstande ellers gik tabt.
Hillwood Estate er et særegent møde mellem europæisk kunst i særklasse og pragtfulde artefakter fra Zar-familien, sat ind i en bygning som udstråler en amerikansk drøm om et europæisk herresæde eller slot. Stedet formidler på én gang to historier: fortællingen om den gamle verdens fornemme kunst og kultur og den nye verdens tro på, at alt er muligt, hvis blot midlerne og drømmene er store nok.
Alt opstår og forgår ikke mindst, når det gælder kunst. Kunst kan, som næsten intet andet, gøre historien levende for os, fordi den altid bliver til i en tid, i en bestemt sammenhæng eller med en kommentar til sin samtid. Derfor er det egentlig lige så vigtigt, at der skabes ny kunst, som at vi bevarer den historiske.
Kunst kan samle mennesker og skabe fællesskab som når vi deler en national stolthed over de mesterlige Skagensmalere, eller mærker glæde og stolthed, når Dronning Mary for første gang bærer vores kronjuveler. I sådanne øjeblikke bliver historien ikke bare fortalt, men levende.
Søndag den 23. november kl. 13 sker det: Tiny Church i Nordhavn indvies. Det markeres ved en kirkelig ibrugtagningsgudstjeneste, hvor biskop over Københavns Stift, Peter Skov-Jakobsen, blandt andre deltager.
Tiny Church er i sagens natur et kirkerum, men også et samlet kunstværk, et eksempel på vor tids kunst og arkitektur.
Kirken er bygget til at samle mennesker og skabe fællesskaber, og skal bruges til det formål den er skabt til.
På den måde bliver Tiny Church en del af den levende historie om tro, kunst og fællesskab, en nutidig parallel til vores næsten tusind år gamle middelalderkirker.
Historien gentager sig ikke som et ekko af fortiden, men som et nyt åndedrag i nutiden.
