Tirsdag 25. februar var der rejsegilde for Nordhavns nye kirke – Tiny Church på Vesterhavsvej. Over 100 var mødt op til taler, bøn og sang.
“Jeg er taknemmelig for at have været med i dette projekt. Vel er kirken lille – omkring 60 kvm. – men jeg tror at den kan gøre noget stort for området”.

Sådan sagde arkitekt Julius Nielsen på sin første rejsegildetale nogensinde, da Tiny Church – eller Tolvkanten, som bliver det rette navn – havde rejsegilde klokken 12 i dag.
Flere hundrede sognebørn og nysgerrige naboer og hunde var mødt frem for at fejre, at håndværkerne fra tømrerfirmaet Fryd var nået til tagkonstruktionen på den lille tolvkantede trækirke i Fiskerihavnen.
Dommerkomitéen har rost Julius Nielsen vinderprojekt for sit simple formsprog, der “på én og samme tid skaber en både meget jordnær og samtidig en himmelsk fortælling”. Dommerne bemærker også referencen til de 12 apostleog for at kirkebygningen minder om cirkustelte og “figurligheden fra køle/vandtårne og siloer”.
Sognerådsformand Mogens Holm sagde i sin tale, at han håbede at alle deltagerne ville komme igen, når kirken åbner i juni måned.
“Det har været et spændende projekt med mange udfordringer. Det er ikke hver dag at man bygger en lille flytbar trækirke midt ude i et byudviklingsområde i Danmark. Men nu kan vi alle se, at kirken er godt på vej, og vi ser frem til at lave aktiviteter og fællesskab herude,” sagde han.


