Klumme af præst Christian Bro, Hans Egedes Kirke og Tiny Church Tolvkanten
Gudstjenesten er netop slut, og jeg er kommet hjem og har sat mig ved tasterne. Den sidste bid af dagens evangelium fra Johannesevangeliet lød: “Hellige Fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi”.
Det brændte sig fast, i mig, da jeg læste det i kirken, “For at de kan være ét”. Ikke ens, men ét. Der er en væsensforskel mellem ensretning og fællesskab.
Alligevel dyrker og fascineres vi af de enestående bedrifter – af dem, der skiller sig ud fra mængden. Som da verden for få uger siden fulgte med, mens den kenyanske løber Sabastian Sawe satte ny verdensrekord ved London Marathon og løb de 42 kilometer som den første nogensinde på under to timer.
Ja, rekorder og ekstraordinære bedrifter er der nok af, og vi svælger i dem. Selv vejret måles og udråbes som det varmeste, det vådeste, det mest ekstreme.
Men vores historie og kulturarv er spundet sammen af noget ganske andet end det ekstraordinære. Den er vævet af fællesskab.
Tag folkedansen. Det er ikke en solodisciplin, hvor den enkelte skal brillere. Ingen særlige forudsætninger kræves. Man træder ind i rækken og bliver et led i kæden. Det handler mindre om at skille sig ud og mere om at indgå. Fællesskabet var også den bærende kraft i andelsbevægelsen, som i høj grad har været med til at forme det samfund, vi lever i i dag. Og vores sangskat, Højskolesangbogen og Salmebogen, har igen og igen vist sin relevans. Under besættelsen blomstrede alsangsstævnerne som en stille, men fælles protest, hvor alle kunne være med. Under corona samledes vi igen, hver for sig, om fællessangen.
Det er den samme historie og kultur, der har formet os, og som vi selv er et produkt af.
Så når vi møder vores næste, vi kunne også kalde det et medmenneske, er det interessante, hvad vi har til fælles, og hvad vi kan samles om, snarere end hvad der adskiller os.
Vi har meget tilfælles: sproget, og for mange også troen. Og så er der det indre liv. I mit møde med mange mennesker i livets store begivenheder, qua mit arbejde, har det slået mig, hvor forbløffende ens vi er. Alle kender vi til fortvivlelse, sorg og glæde og mange andre følelser. Ja, vi er gjort af samme stof.
Det skal ikke læses som om, jeg ønsker, at alt skal forfladiges, eller at ingen må udmærke sig, for eksempel ved at være usædvanligt god til at male, synge eller for den sags skyld løbe. Det handler snarere om, at det ikke må blive et mål i sig selv at være bedre end andre.
Jeg er optaget af, hvad motivation er. Når vi stræber efter noget, er det så for at gøre os umage, måske ovenikøbet for andres skyld. Eller er motivationen i virkeligheden blot at overgå andre? Her ligger der en væsensforskel.
I dag besøgte jeg Alchemist, en restaurant, der om noget stræber efter højderne. Her fik jeg den glædelige oplevelse at erfare, at der i domen, hvor man primært indtager maden “indtrykkene”, ikke var enkeltborde, men derimod ét langt, slyngende bord.
Alle gæster sidder så at sige ved det samme bord. Alle er der for det samme. Alle indgår i den samme oplevelse omkring maden.
Jeg vil mene, at der skal et stort mod til at turde læne sig ind i, at vi alle har meget tilfælles og langt hen ad vejen er ens. Vi har efterhånden fået opbygget en grundangst for at drukne i mængden og ikke være unikke nok.
Men der ligger en enorm styrke i at fremhæve og ophøje det almene og i at dyrke det, der samler os, og som vi er fælles om. Det er her, sammenhængskraften opstår.
MERE OM DETTE EMNE:
