Heldigt at kærligheden til ens unger er indlejret i én, Ellers kunne man indimellem godt komme til at glemme den
Er du rådden, hvor er jeg smadret. Jeg har ikke fået mere end fire timers sammenhængende søvn siden engang slut-januar, og jeg kan faktisk ikke huske, hvornår min vejrtrækning sidst gik dybere end til hagen. Morhatten har nemlig strammet helt vildt de sidste par uger – jeg sværger, jeg har stadig hattehår og mærker i panden – og efter det hæsblæsende kaos, der har hersket på matriklen, skal jeg lige sunde mig og komme i tanker om, at jeg elsker mine børn.
Ældste pode kickstartede det hele ved lige at smutte forbi herhjemme i den uge, han var hos sin far. Det gør han sommetider, og det er altid dejligt lige at se søn og give ham et knus. Denne gang blev pode imidlertid lidt længere, han var nemlig syg og lagde sig ind på min seng. Hvor han blev i seks dage. Selvfølgelig passede og plejede jeg ham, og enhver, der har taget sig af et hankøn med feber, ved, hvad dét indebærer: Ikke alene er der de fysiske behov, der er også det psykologiske element, som i store træk består af endeløse klager, suk og klynk og monologer om livets snarlige afslutning. Med en hostende, klagende, og efterhånden temmelig ildelugtende, 15-årig dreng i min seng, fortrak jeg de nætter til sofaen. Hvor man ligger ad helvede til, men til gengæld natten igennem har stor glæde af overvægtig chihuahua, der også vil ligge med, og som snorker, samt undulatfamilien, hvoraf det viser sig, at nytilkomne unge er en B-undulat, som derfor virkelig liver op omkring midnat med munter skræppen og begejstrede vingeflaks.
På ældstes tredje sygedag kom yngste pode hjem. Syg. I dagtimerne indtog han derfor sofaen, (hankøn med feber, etc, etc… ), mens teenager klagede sig fra mit værelse ved siden af, indtil han var frisk nok til at rejse sig fra sengen og nu mente, at han skulle ligge på sofa, da han var mere syg og i øvrigt kom først. Ikke med feberen, men til livet i det hele taget. Sønner var dog ikke mere afkræftede, end at de kunne igangsætte et større skænderi, som udmundede i, at yngste slog ældste, hvorefter ældste slog igen, hvorefter yngste begyndte at græde, hvilket ældste var komplet ligeglad med, for ”jeg har advaret ham, mor, at hvis han slog, så ville jeg slå igen. Der må være noget konsekvens.” Og mens én selv forsøgte at agere voksen og mægle mellem afkom, (og et øjeblik overvejede ordet ”konsekvens”: Kunne man forlade matrikel og ikke vende tilbage?) trissede overvægtig chihuahua rundt og småtissede i hjørnerne i tavs protest over dagens manglende gåtur, som der endnu ikke havde været overskud til.
Poder blev dog raske igen, hvilket var heldigt, for yngste havde fødselsdag få dage efter. Aftenen inden bagte vi cookies til uddeling i klassen, og det var svært hyggeligt. Desværre blev det afbrudt af, at det – til begge vores store overraskelse – pludselig var yngstes sengetid, idet jeg ikke lige havde taget den øgede tid med i betragtning, da jeg gangede den oprindelige opskrift med otte. Da søn var i seng, skulle der pyntes til morgenbord og pakkes gaver ind, og fordi jeg troede, at gavepapir og pynt lå et sted, som de ikke gjorde, og jeg faktisk overhovedet ikke havde nogen idé om, hvor de så var henne, men måtte lede, skred tidsplanen yderligere, og de bagte jo heller ikke sig selv, de cookies. Også dén nats søvn blev stærkt forkortet, men det havde ingen betydning i forhold til fødselsdagsbarns glæde.
Jeg gentog det med drengens glæde for mig selv, da jeg – sammen med yngstes far og hans kæreste – et par dage efter befandt mig i det, der må have været forlægget for Helvede i de gamle skrifter: Et indendørs legeland på en kold, regnvåd søndag. Søn skulle holde fødselsdag for klassen og i et øjebliks fravær af alt rationale, midlertidigt erstattet af en ih-det-ser-hyggeligt-ud tanke, havde jeg booket plads til klassen, en større gruppe unger. Enogtyve for at være helt præcis. Det lyder af mange, men de var som en dråbe i havet denne dag. Overalt spænede, hoppede, kravlede, løb, hinkede, klatrede, skubbede, flik-flakkede børn i alle aldre rundt, og kakofonien af deres råb, snak, latter, gråd, skrig fik næsten mine ører til at bløde. Til gengæld var det en gevaldig hjælp i forhold til at holde mig vågen, da jeg efterhånden udelukkende kørte på jernvilje, kaffe og smøger. Natten inden havde yngste haft mareridt og kaldt tre gange. Da han endelig var faldet trygt i søvn, besluttede overvægtig chihuahua sig for at kaste op. Ikke i stuen, hvor jeg kunne have sovet fra det, men på gulvet lige ved siden af min seng. Der er trods alt grænser for, hvad man kan ignorere, og da hundeørl var tørret op, og uret ringede på Store Legelanddag, havde jeg fået treogfyrre minutters søvn.
Jeg behøver naturligvis ikke komme i tanke om, at jeg elsker mine børn, for jeg mærker det helt ind i knoglerne hver dag. Men lige nu elsker jeg en lille bitte smule mere, at de om et par dage skal hjem til deres respektive fædre. Så går jeg i seng.
