Med syngeskåle, gong og tromme inviterer Zenna Lua deltagerne på lydrejser i Tiny Church. For hende begyndte det hele som en måde at fordøje en livskrise på.
Der er rejser, som tager os langt ud i verden: til sneklædte bjerge mod øst og hvide sandstrande i syden. Rejser, vi planlægger længe og køber dyre flybilletter til. Og så findes der måske også rejser, der foregår på indersiden, hvis vi giver plads til, at de kan udfolde sig.
Den sidstnævnte form blev jeg for nylig inviteret på. Og før I bliver nervøse, vil jeg gerne understrege: Jeg har hverken været til ayahuasca-ceremoni eller taget svampe i Nordhavns tolvkantede kirke Tiny Church. Til gengæld har jeg været til lydbad – eller lydrejse – som arrangøren Zenna Lua betegner oplevelsen.
I denne artikel har jeg sat mig for at sætte ord på en oplevelse, som ellers først og fremmest er ordløs. For hvad er en lydrejse egentlig, og hvad sker der, når man giver sig fuldstændigt hen, som jeg forsøgte?
Snorkende meditation
Da jeg ankommer til Tiny Church en solrig eftermiddag i april, er gulvet indenfor dækket af yogamåtter, og et højt ovenlysvindue inviterer lyset ind. I den ene ende af rummet er der linet op med instrumenter: syngeskåle, gong, trommer, guitar og en masse rasle- og vindspilsinstrumenter, som jeg ikke kender navnene på.
Zenna, som er psykoterapeut og også har en uddannelse i lydterapi, byder deltagerne velkommen og beder os sætte eller lægge os til rette på måtterne. Ved siden af hende sidder kirkens organist, som i dagens anledning er blevet udstyret med et harmonium – også kaldet et stueorgel – som ligner en blanding af en harmonika og en melodica.
Zenna forklarer, at lydrejsen kommer til at tage godt en time, hvor vi så vidt muligt skal prøve bare at være til stede.
”Der er ikke nogen rigtig eller forkert måde at være til stede på, og det er også i orden, hvis I falder i søvn. Hvis I begynder at snorke, kan det godt være, at I får et blidt puf fra mig,” siger hun.
På Zennas opfordring lægger jeg mig på yogamåtten, så mit hoved vender op mod hende, organisten og instrumenterne, og lukker herefter øjnene.
En raslende lyd, som minder lidt om den, der opstår, når man hælder ris i en tom gryde, fylder mine øregange, og jeg driver snart hen i en salig tilstand et sted mellem søvn og bevidsthed.
En tur tilbage i mors mave
Ris-lyden fortsætter, og det lyder, som om kornene bliver ledt langsomt frem og tilbage mellem to yderpunkter. Jeg ser nu et brusende hav for mig, hvor bølgerne kastes ind over land og igen.
Det rislende bliver snart erstattet af andre, meditative lyde, som i min lettere svævende tilstand er svære at skelne fra hinanden. Undervejs går Zenna rundt mellem yogamåtterne, så lydene fordeles i hele rummet.
På et tidspunkt begynder guitaren og harmoniummet at spille hver deres melodi i smuk samklang, og jeg vågner en smule mere op. I det øjeblik er jeg i tvivl, om jeg har sovet, for jeg føler, at jeg har hørt alle lydene, og at jeg har været fuldt til stede i rummet – men samtidig er mine tanker bristet som sæbebobler i solen.
Tilstanden er meget behagelig, og jeg forestiller mig, at det er sådan, det er at være et foster i moderens mave: man kan høre verdens lyde, men stadig er man beskyttet bag en hinde, hvor man ikke behøver tage stilling eller være en aktiv del af verden endnu.
Efter timen konkluderer jeg, at både lydbad og lydrejse er passende betegnelser for det, jeg har oplevet. Lydbad, fordi man får følelsen af at være indhyllet i klange, rytmer og musik. Rejse, fordi man rigtig nok bliver taget nye steder hen i sin bevidsthed, selvom det kan være svært at sætte ord på, hvor det præcis er, man kommer hen.
Fra traume til indsigt
Da jeg efterfølgende taler med Zenna Lua om oplevelsen, kan hun genkende mange af mine betragtninger.
Hun fortæller, at hun selv begyndte at tage til lydbad for tre-fire år siden, da hun stod midt i en livskrise og havde svært ved at finde fodfæste og retning i tilværelsen.
”Det gav mig et rum, hvor tingene kunne bundfælde sig. Et rum for ordløse indsigter, hvor jeg bagefter blev klar over, hvad jeg skulle gøre. Vi har brug for pauser, hvor alt det, vi tager ind, kan blive forankret,” siger hun og fortsætter:
”For hvor tit har man lige en time, hvor man ikke taler, ikke ser på en skærm og bare giver sig selv ro?”
Zenna forklarer, at hun selv har brugt lydbadene til at fordøje nogle traumatiske hændelser i sit liv.
“Jeg havde et stort behov for at finde ro og klarhed, og her gav lydrejserne mig et ordløst rum med mening og forståelse. Et sted, hvor noget kunne bundfælde sig, uden at jeg nødvendigvis skulle forstår det hele med ord,” siger hun.
Det er også en af de invitationer, hun selv forsøger at give videre til andre i dag, når hun holder lydrejser: at rummet kan bruges til at åbne sig for svar, hvis man står et sted i livet, hvor man mangler retning eller klarhed, forklarer hun.
“I en verden, hvor der hele tiden er meninger alle vegne, er det vigtigt, at vi også kan høre vores egen indre stemme,” siger Zenna.
Rejselyst i hverdagen
Hun havde i mange år brugt rejser ud i verden som en måde at finde mening, lære noget nyt om sig selv og have et sted at rette sin eventyrlyst mod.
“Jeg havde rejst rigtig meget og altid søgt eventyret ude i verden. Men efter corona kunne jeg mærke, at jeg havde brug for at lande. Jeg havde brug for at finde ud af, om den tilstand, jeg forbandt med rejser, også kunne findes herhjemme,” fortæller hun.
For hvad var det egentlig, rejserne havde givet hende?
Eventyrlighed, nysgerrighed, nye møder og nye indsigter, lyder svaret fra Zenna. Men efterhånden begyndte hun at spørge sig selv, om den tilgang til livet også kunne praktiseres hjemme i Danmark.
“Jeg fandt ud af, at jeg ikke nødvendigvis behøvede at rejse til et nyt og eksotisk sted for at opnå den tilstand. Det handlede om en måde at være i verden på. Om at være åben, nysgerrig og nærværende. Det kan man også tage med sig ind i sit almindelige liv,” siger hun.
På det tidspunkt brugte hun meget tid omkring Nordhavnstippen, hvor hun nød sommermånederne i en skurvogn. Her kom hun i kontakt med nogle af dem, der var involveret i opførelsen af Tiny Church, og da den tolvkantede kirke senere stod færdig, opstod idéen om at bruge rummet til lydrejser.
Ifølge Zenna egner Tiny Church sig godt til formålet. Kirken er bygget i træ, og rummet føles roligt, trygt og næsten hjemligt. Efter lydrejsen bliver deltagerne også siddende sammen, og dem, der har lyst, kan dele deres oplevelse.
I sommeren 2025 begyndte hun at holde lydrejser i Tiny Church som en fast og tilbagevendende begivenhed.
“Jeg tror, mange mennesker længes efter rum, hvor de ikke skal præstere eller forklare sig. Hvor de bare kan være. Det er det, lydrejserne kan give. Man behøver ikke forstå det hele med hovedet. Nogle gange skal vi bare have lov til at være og tage imod,” siger Zenna.
Og måske er det netop derfor, ordet lydrejse ikke er helt forkert. Selvom man teknisk set ikke forlader yogamåtten, kan det alligevel opleves, som om man for en stund har været på en lille rejse ud i universet, båret af lydene og fornemmelsen af at være til stede og langt væk på samme tid. Sådan oplevede jeg i hvert fald min eftermiddag i Tiny Church.
