Selvbetjening for abonnenter

[maxbutton id="1"] I selvbetjeningen kan du administrere dit abonnement, for eksempel ændre perioder, tilmelde nyt betalingskort eller opsige.

Riget er jeres, oh min dronning

louiseHverdagen ville være så meget federe, hvis man kunne indlemme blot en smule fra fiktionens verden

• ”Eskapisme: Betegner en tilbøjelighed til at anvende underholdning, eller anden rekreativ udfoldelse, som middel til at undslippe hverdagens og virkelighedens kedsommelighed, pligter og trængsler”.
Jeg er, med vanlig tæft for at være blandt de sidste, blevet hooked på serien Game of Thrones:
Et univers sat i en middelalderlig-agtig tid befolket med riddere, adelsdamer, konger og dronninger samt diverse klaner og familier, der alle bekriger hinanden. Frygtløse krigere, iklædt rustning, læder og blod, hugger hoveder og hænder af fjender, mens de magtsyge adelige laver intriger, henretter ulydige undersåtter og jævnligt smider brokaderoberne for at knalde hinanden på kryds og tværs. Det hele krydres med ulve og drager, som nogle få, særlige mennesker har herredømmet over, for slet ikke at nævne diverse magiske hændelser forårsaget af andre, særlige individer med den slags evner, og uh! Det er godt.
   
Og jeg kan ikke lade være med at tænke, hvor cool det ville være, hvis man selv havde nogle af de muligheder i hverdagen. For eksempel når man gik tur med overvægtig chihuahua i den nærliggende ’hundeskov’, hvor man ofte bliver mødt med fnis fra de andre hundeejere, (og sikkert også fra deres hunde). Dels fordi kontrasten mellem deres dyr og mit er så skærende, for mens deres galopperer glade og nysgerrige afsted med pinde i gab, tripper mit kræ frygtsomt rundt, hvis han da ikke bare sætter sig. Dels løber alle – alle – andre hunde rundt uden snor og holder sig lydigt i nærheden af deres ejere, mens jeg, efter næsten otte års ejerskab, ikke tør slippe min løs, for hvis jeg kaldte, er jeg ret sikker på, at han kun ville komme tilbage, hvis han gad. Der er således ingen ærefrygt at spore i de andres ansigter ved de lejligheder, men mon ikke det ville ændre sig, hvis overvægtig chihuahua pludselig med en høj ”flaff!” lyd slog vingerne ud og med et sus forsvandt op over trætoppene? Og mon dog ikke både mennesker og hunde ville vise en anelse mere respekt, hvis mit dragebæst spyede en ildsøjle og forkullede en smartass hundeejer eller to – bare for at statuere et eksempel?
   
På samme måde ville det også være top dollars, hvis jeg kunne ankomme til forældremøderne med en anden form for stil, end tilfældet i virkeligheden er. Sådan fattet komme langsomt skridende ind ad døren, med hænderne samlet i de gulvlange, guldbroderede ærmer. Med lange, blanke lokker hele vejen ned ad ryggen og et klart blik. Og naturligvis fuldstændig klar over indholdet af dagsordenen, helt, helt bevidst om, hvem alle i rummet var og med en skriver til at tage noter. Min kæleulv, Komforhelvedetilsagen, ville desuden sørge for, at møderne aldrig blev femogfyrre minutter længere end planlagt, for den ville knurre, når der vitterligt ikke var mere at sige om mobiltelefoner. Og vise tænder når no-sugar-policy-forældrene forlangte fælles aktion på madpakkeområdet.
   
Faktisk tror jeg, at hverdagen generelt ville have gavn af noget fiktion nu og da. Den flabede ekspedient ville sandsynligvis lægge stilen lidt om, hvis han vidste, at han ikke kun risikerede at miste en kunde, men også en hånd. Og den højrøvede bankdames attitude ville helt sikkert blive mere imødekommende, hvis det ikke kun var den enkelte person, hun fornærmede, men hele dennes slægt, fjorten generationer frem i tiden hvoraf én af dem helt sikkert ville hævne sig på hendes tip-tip-tip oldebarn for familiens krænkede ære.
   
Kunne det ikke også være alletiders, hvis det, der fik en til at bæve, ikke var e-post fra Skat, men derimod sammenstød med trolde og orker? Indrømmet, de sidste ville sandsynligvis være mere skadeligt for liv og helbred, til gengæld ville risikoen for at blive kontaktet af dem være uhyre lille. Og skulle det endelig ske, vidste man for det første præcis, hvad de var ude på, og for det andet havde man konkrete, håndfaste måder at forsvare sig på.
Og tænk bare på hvordan den gængse hvordan-er-din-dag-gået-skat? -samtale ville blive piftet gevaldigt op. For slet ikke at tale om dagen i sig selv! I stedet for uoplagte fortællinger om møder hele dagen og kedsomhed over samme, ville ægtefælle komme ind ad døren, smurt ind i blod, sved og snavs, (og mærkeligt nok være super lækker alligevel), helt oppe at køre af spænding og stolthed over den forstad, han netop havde indtaget. Så kunne det nok være, at man fluks smed brokade og brynje, lige der på stuegulvet og glemte alt om mælken, ægtefælle desværre havde glemt at tage med hjem.
     
Men ak. Hverdagen er i sørgelig grad renset for fiktionens magi. Min er i hvert fald og efter dette lille drømmetogt, må jeg vende tilbage til virkeligheden, som hverken indeholder drager, riddere, ulve eller lange, blanke lokker.
På den anden side findes der jo kostumeudlejninger, så måske er der alligevel en lille mulighed for, at jeg kan svøbe mig i noget purpurrelateret ved næste, passende lejlighed. Og muligvis har overvægtige chihuahua ingen genetik til fælles med en drage, men den kan vel for filan ligeså godt tisse på gulvet i klassen, som den kan herhjemme. Og sådan kan man jo også afkorte et møde.   

      Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 45 år gammel, har to sønner på 14 og 9 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.

Close

Translate »