Af Anders Højberg
Med lalleglade musical-optrin og en forudsigelig A til Å-fortælling slæber vi os på overfladisk vis gennem Elton Johns liv, der var fuld af druk, stoffer og tvivl
Titel: Rocketman. Instruktør: Dexter Fletcher. Skuespillere: Taron Egerton, Jamie Bell, Richard Madden, Bryce Dallas Howard. Varighed: 121 minutter. Premiere: 29. maj
Biografiske film, også kaldet biopics, om musikeres liv får stor opmærksomhed i tiden. Freddie Mercury-filmen og Golden Globe-vinderen ‘Bohemian Rhapsody’ blev sidste år et stort hit. Det samme gjorde Ole Bornedals film om John Mogensen.
Nu er det Elton John, der bliver taget under kærlig hånd. Her skal vi forstå, hvorfor den berømte sanger og musiker endte ud som afhængigig af sex, stoffer og druk. Fortalt fra barndom til den dag, han sætter sig ind til et slags Anonyme Alkoholikere-møde iført et djævlekostume.
I rundkredsen begynder Elton John at smide sine kunstige djævlehorn, og vi bliver sendt tilbage til hans barndom.
Til barndomshjemmet foran klaveret, han kan spille på, før han har øvet. Faderen er streng. Sønnike må ikke røre hans jazz-vinyl-samling, selvom den lille dreng elsker jazzpianisten Count Basie.
Senere skrider faren fra hjemmet, mens drengens iskolde mor boller udenom.
I en scene synger den samlede familie et Elton John-nummer, som handler om sangerens barndom, og undervejs i sangen bliver barn til teenager til ung mand.
De mange musicaloptrin er filmens varemærke. Originalt nok! Problemet er bare, at de løbende små musikvideoer er mere cheasy end cool, når vi ser Elton John i bar overkrop blive båret oppe af sine fans under en koncert, eller når den voksne Elton John snakker til barnet Reginald Dwight (sangerens fødenavn) under et AA-møde.
Vi får indblik i et unikt levet stjerneliv, med ensomhed og tvivl om homoseksualitet, men uden unikke detaljer. Frem for at vise rekonstruerede scener fra Elton Johns levede liv, ser vi ham symbolsk drukne i et stort hav i en swimming pool.
Vi bliver altså ikke klogere på hans selvmordsforsøg. Hvordan og hvorfor. I stedet bliver hans liv fortalt i klichefyldte billeder (som vandet han drukner i), og næsten værre er, at vi ikke forstår, hvorfor den besunge sanger har det så forfærdeligt.
Jeg har hørt om værre skæbner med mindre hang til afhængighed. Og måske druk og stjernelivet også var fedt? Han levede trods alt med det fra 1969 til 1990, hvor han afslutter sin rehab.
29-årige Taron Egerton spiller Elton Johns med rette skabede mimik, men han har altså gjort sin research bedre end manuskriptforfatteren Lee Hall.
I det mindste får vi Elton Johns liv i de store linjer. Han bryder med forældrene, når hitlisterne, udvikler et unikt venskab med Bernie Taupin (Jamie Bell), forelsker sig i sin manager, der senere bliver ond.
Selvfølgelig bliver manageren ond, selvom han i virkeligheden var tæt på Elton John ind til 1998. Men det er næppe et godt filmisk virkemiddel i en dramatisk musical.
I sin fortælleform minder filmen en smule om den bedre Don’t Worry He Won’t Get Far On Foot om tegneren John Callahan, der også gik til AA-møder.
Det gør den desværre forudsigelig. Vi følger Elton Johns liv til kulminationen, den dag han vælger at troppe op til et AA-møder.
Uden de rette nuancer og skæve indblik i sangerens liv, research kunne have fremskaffet.
I stedet får vi falske facts, som at fornavnet John er taget fra John Lennon. Fjoget humor til en fjoget film.