Matriklen er slet ikke den samme uden ældste pode. Er han ikke også alt for lille til efterskole?
• Her har været så mærkeligt stille på matriklen den sidste uges tid: Ældste pode er taget på efterskole, og det kan i allerhøjeste grad mærkes. Yngste pode har adskillige gange italesat sit savn, og selv har jeg også ganske svært ved at vænne mig til denne nye tilstand. Jeg kan dog med stolthed berette, at jeg har utrolig nemt ved at overholde den gængse devise om at ’holde kontakten på et minimum,’ så ens afkom kan falde til på skolen uden distraherende navlestreng. Jeg kan nemlig slet ikke kontakte drengen. Skolen har de første to uger inddraget samtlige mobiler, og for at være på den helt sikre side er adgang til nettet også blevet afbrudt. Så i disse dage befinder min stakkels søn sig langt væk hjemmefra (Slagelse), uden mulighed for at komme i kontakt med omverdenen (mig). Jeg tænker, at han nok lige skal vænne sig til det. Jeg ved i hvert fald, at jeg skal.
For et eller andet sted føler jeg mig ikke rigtig klar. Det kom jo så pludseligt. Den ene dag var han en tyk babydreng med hentehår og ubetinget kærlighed til mig, og det er da ikke særlig lang tid siden, synes jeg. Men så lige med ét, uden nogen form for varsel, stod jeg i et tremandsværelse på en gammel gård i Slagelse og skulle sige farvel til megahøj, næsten-voksen dreng med langt hår. Som i øvrigt absolut foretrak, at jeg forlod området så hurtigt som muligt – hvilket også kom som en overraskelse. Her havde man forberedt sig på separationsangst og lange knus, som man kærligt men bestemt måtte vriste sig fri fra, men det var der ikke noget af. Ikke engang et tilbud om at hænge ud lidt længere, fik jeg. Desuden var teen ikke særlig kærlig, da han vristede sig fri:
”Ja, ja mor, kan du bare ikke gå nu?”
Men okay, jeg burde nok også have været bedre forberedt. Trods alt har jeg jo opfanget nogle forandringer, og nu når jeg tænker mig om, så er det alligevel ret lang tid siden, at jeg var den største kærlighed i ældstes liv. År siden. Mange år. Faktisk har jeg i den periode skiftet status fra at være den vigtigste person i hans univers til at være den ærke-ufedeste person i hans univers. (Jeg håber sørme, at det er en helt normal udvikling…?) Tegnene har været mange, jeg har nok bare ikke villet se dem: For eksempel er det et ret stort vink med en vognstang, når ens barn ikke vil ses i bilen med en mere. Pludselig bad søn om at blive sat af et sted, hvor ingen af vennerne kunne se os, når vi skulle et sted hen i lokalområdet. Hvis det ikke ville have ødelagt hans hår, ville han utvivlsomt på et tidspunkt også have insisteret på at ligge i bagagerummet med et tæppe over sig. (Eller kunne jeg ikke bare tage et tæppe over hovedet?) Men det var ikke kun i privatregi, det gjaldt skam også det offentlige, hvilket kulminerede en aften, hvor aflægger skulle med bussen og til sin forfærdelse fandt ud af, at jeg skulle med samme bus. Han indvilligede dog i, at vi godt kunne sidde ved siden af hinanden,
”… men du taler ikke til mig, mor!” Og således fulgtes vi ad til Nørreport, min søn og jeg. Ingen ville have gættet, at vi overhovedet kendte hinanden, for jeg blev så indædt ignoreret, at jeg et øjeblik blev i tvivl om, hvorvidt han rent faktisk havde ligget inde i min mave.
Men nu skal det jo heller ikke være klynk det hele. Der er skam fordele ved at have et barn på efterskole, som skolens forstander mindede os om i sin velkomsttale. Hvor han blandt andet opfordrede os forældre til at gribe chancen – når den nu var der – og dyrke tantrasex på stuegulvet. (Venter lige med den til yngste pode også er sendt afsted).
Og da jeg nu efter en uge endnu ikke har fået besked om, at teen er ophørt med at fungere uden mit nærvær, er jeg da også begyndt at ane konturerne af visse goder ved arrangementet. Der er, for eksempel, den drastiske nedgang af vasketøjsbunker. For slet ikke at nævne fraværet af snavset undertøj og sokker smidt på alle, tilgængelige gulvflader, hvor de øjeblikkeligt bliver komplet usynlige for ejermanden. Man behøver heller ikke sprinte for at nå badeværelset før teenager, fordi man ellers skal vente de treogfyrre minutter, han gennemsnitligt bruger hver gang, uanset om han er i bad eller kun skal børste tænder. Og her vil helt sikkert også blive lidt mere roligt uden de hormonfrustrerede humørsvingninger, som er så vanskelige at navigere i: Hvor man det ene øjeblik kan få knus og måske oven i købet et ’jeg elsker dig, mor,’ (hvis bølgerne går rigtigt højt), for bagefter at blive beskyldt for ALTID at være ond og ligeglad. Indenfor en sytten minutters tidsramme.
Ti måneder er dog lang tid, og jeg er sikker på, at savnet af min store dreng indimellem næsten vil være for stort til at bære. Når det sker, må jeg så låne en teen af nogen? Kun en halv times tid engang i mellem. Han skal bare tømme køleskabet, smide noget tøj på gulvet og råbe, at jeg er nederen. Så kan jeg lidt igen.
Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 46 år gammel, har to sønner på 15 og 10 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.
