Selvbetjening for abonnenter

[maxbutton id="1"] I selvbetjeningen kan du administrere dit abonnement, for eksempel ændre perioder, tilmelde nyt betalingskort eller opsige.

Se billederne: Gadefest trak tusindvis til Nordhavn

Omkring 3.500 gæster lagde ifølge arrangørerne vejen forbi Århusgadekvarterets gadefest. For første gang var gaden spærret helt af for biltrafik, hvilket gav plads til langborde og koncerter.

Århusgade var for første gang spærret helt af for biltrafik, da Århusgadekvarteret holdt gadefest den 12. september. Langs gaden stod langborde klar, flere fadølsanlæg var rullet frem, og humøret var højt blandt de mange fremmødte.

“I Kulturdistriktet var vi rigtig godt tilfredse med Århusgadekvarterets første gadefest. Gadens butikker, restauranter og caféer bakkede flot op og bidrog til festen på hver deres måde,” siger Kristoffer Melson fra Kulturdistriktet.

Omkring 3.500 gæster lagde ifølge et estimat fra arrangøren vejen forbi festen, som byggede videre på et lignende arrangement i 2025.

Boder, musik og tøjbytte
Gadens caféer, restauranter og specialbutikker rykkede ud med boder og udeservering, så man kunne gå fra dør til dør. På Hamborg Plads holdt Re:wair tøjbyttemarked om eftermiddagen, mens gadescenen bød på Byens Musikskoles spirekor, flamenco for hele familien og Nana Jacobi, akkompagneret af Julie Gro på guitar. Senere spillede Beat Detectives klassiske hits.

Nordhus havde sammensat musikprogrammet og stod også for grøntsagsbanko ved langbordet, hvor der desuden var ansigtsmaling og ballondyr.

I oplevelsesrummet Myter & Mursten kunne gæsterne besøge Nationalmuseets mobile pop-up-udstilling Det Levende Arkiv med fortællinger fra Nordhavn, Gl. Sydhavn og Carlsberg Byen.

Klokken 15 begyndte Åben Parade, hvor Styltesigne og hendes styltebørn, en kæphesteparade og Zirkus Orchestra trak gennem gaden og rundede dagen af.

Hos Kulturdistriktet glæder man sig allerede til næste års festligheder.

“Der er selvfølgelig altid ting, der kan gøres endnu bedre, og vi er allerede i gang med at samle erfaringerne fra i år og kigge frem mod næste års gadefest. Ambitionen er at bygge videre på det, der fungerede, og gøre festen endnu bedre næste år. Vi glæder os allerede,” siger Kristoffer Melson.

Fotos nedenfor er taget af Michael Levin, Sehen og Kulturdistriktet.

Close

Translate »