By & Havn og WWF Verdensnaturfondens Instagram fotokonkurrence er slut og vinderbillederne er fundet:.
Ca. 200 fotos fra Københavns Havn deltog i fotokonkurrencen under hashtagget #sammenomhavetihavnen, og vinderne kan se frem til at få deres egen Biohut – eller fiskehotel – installeret ved Den Sorte Diamant i Københavns Havn. Juryen var sammensat af By & Havn og WWF Verdensnaturfonden. By & Havn skriver om fotokonkurrencen:
“Der har været stor interesse for at være med i konkurrencen, og motiverne spænder vidt og fortæller historier om københavnernes brug af havnen til at bade, stand up paddle, ro, fiske, sejle – eller bare som et sted, hvor man hygger sig på kajkanten. Et par fotografer har også haft deres vandtætte kameraer under overfladen og har indsendt fotos af havnens dyreliv.”
En Biohut er et stålbur med et mindre stålbur inden i, som er fyldt med østersskaller. Derved fungerer det som hjem, spisekammer og gemmested for fiskeyngel. Biohuts beskytter ynglen i en sårbar del af deres livscyklus og bidrager til at øge fiskebestanden og skabe et bedre havnemiljø. En Biohut har en levetid på cirka 10 år, så vinderne kan i lang tid fremover nyde at se sit navn omgivet af havnes fisk på ture til Københavns Havn. By & Havn sætter nemlig en plade på toppen af Biohut’en med vindernes navne. By & Havn står for montering og vedligehold i hele perioden. Det er også muligt for virksomheder, grundejerforeninger eller andre at sponsere en Biohut. Prisen er 4.500 kroner per enhed.
Vinderbillederne
Rasmus Neslein. Kajakker og solnedgang ved Nyhavn. Billedserie.
Tim Dencker. Rød brandmand i vandet ved Bølgen, Kalvebod Brygge. Billedserie.
Henriette Elmøe. Jolle ved Langebro. Og som en stærk runner-up har Henriette også posted dette billede af hygge ved Teglholmen.
Specialpris til Raymond Holm, der fotograferer ved at montere et GoPro kamera på en lang stang og stikke det ned under havoverfladen. Hér har han bl.a. fanget en makrelstime i Nordhavn. Raymond Holm får to personlige Biohuts placeret ved Slusen i Sydhavn.
Se alle billeder fra konkurrencen på instagram. med hashtag #sammenomhavetihavnen. By & Havn har sin egen Instagram profil @Byenshavn med hashtagget #voreshavn, der lever året rundt med tips til aktiviteter og fotos fra havnen. WWF Verdensnaturfondens profil er @wwfdk.